Naturliv

FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. 435 Mange Sagn og Legender, der lever blandt dem, byder altid passende Stof, og saaledes kan Digterens Tale flyde som en rolig Strøm, hvis Kilder aldrig udtømmes: han behøver kun at holde fast ved et bestemt Versemaal for at være og vedblive at være Digter. Ogsaa dønne Fast- holden bliver ham let; thi enhver Barde akkompagnerer sin Tale med den trestrængede, kirgisiske Cither og forbinder de enkelte Sætninger ved Mellemspil, der varer, indtil det nye Vers er bleven støbt i den rette Form. Jo hurtigere og mere utvungent dette sker, desto større Ære er det for Sangeren. Men strømmer den poetiske Aare ogsaa i et Kvindehjerte, da er en saadan Kvinde sikker paa ubegrænset Beundring; og skulde hun oven i Købet ville optræde i en Duet sam- men med en Mand, da hæver den henrykte Mængde hende højt over enhver anden af hendes Køn. Den vide Steppe er langt mindre gunstig for en ordenlig Under- visning end for Digterkunsten. Dette forklarer, at Kendskab til Skrivekunsten er yderst ringe blandt Kirgiserne. Kun Sønnerne af de fornemste og rigeste erholder Undervisning i at læse og skrive. I de to af Regeringen grundlagte Skoler i Ustkamenogorsk og Saisan undervises ganske vist ogsaa kirgisiske Drenge, i den første By endog udelukkende; men begge disse Anstalters Virksomhed strækker sig ikke til den indre Steppe. Dér lærer Drengen kun at læse og skrive, dersom Tilfældet vil, at han træffer sammen med en Molla, der har samme Lyst til at undervise som Drengen til at lære. Selv da ind- skrænker Undervisningen sig til de allerførste Elementer: at kunne læse og efterdanne arabiske Bogstaver. Indholdet af den vigtige, for ikke at sige den vigtigste Lærebog, Koranen, er en Hemmelighed for Mollaen selv; han læser Tegnene uden at forstaa deres Betydning. Jeg har kun truffet en eneste Kirgiser, der forstod arabisk, og det var en Sultan; alle andre, der ved deres Kendskab til Skriftens Ord hæver sig over enhver af deres Folk, og som tro Tilhængere af Islam for- retter de fem foreskrevne Bønner, forstaar i heldigste Tilfælde Ind- holdet af de Ord, der maner til Bøn og den første Sure i Koranen; alt andet siger de ganske vist efter med den alle Mohammedanere med- fødte Alvor, men uden at forstaa noget. Og dog har det altid gjort et dybt Indtryk paa mig, naar midt paa den vide Steppe, hvor ingen Minaret hæver sig mod Himlen, en Forkynder af det hellige Ord hævede sin Stemme og kaldte til Bøn, og de troende i lange Rækker 28*