Naturliv

436 FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE, bøjede Knæ bag ved Imamen og under Bøn trykkede deres Pande mod Jorden, saaledes som Profetens Lov foreskriver. Den Bevidsthed om Kraft og Behændighed, om Duelighed i Jagt og Ridt, om sin Aands poetiske Begavelse og Livlighed, den Følelse af Frihed og Uafhængighed, den vide Steppe fremkalder, skænker Kir- giserens hele Optræden en vis Tryghed og Værdighed. Det Indtryk, han gør paa en fordomsfri Iagttager, er derfor gunstigt, og dette Ind- tryk forøges i samme Grad, som man bliver nærmere bekendt med vor Steppebeboer. Det har været Tilfældet med mig og med de Russere, der i Aarevis har omgaaedes med Kirgiserne, det har været Tilfældet med Regeringsembedsmændene saavel som med andre rejsende, der har levet iblandt dem. Man siger næppe for meget, naar man paastaar, at Kirgiseren har mange gode og yderst faa daarlige Egenskaber eller viser saadanne for en fremmed Iagttager. Opvakt, klog, livlig og for- standig, saa snart der er Tale om Forhold, der er ham bekendte, god- modig og tjenstvillig, høflig og forekommende, gæstfri og gavmild fremtræder han som et i sin Art fortræffeligt Menneske, hvis Skygge- sider man saa meget lettere overser, jo fordringsfriere man træder ham ' i Møde. Han er høflig, uden at være slavisk, er mod sine Overmænd fuld af Agtelse, men ikke krybende, mod sine underordnede venlig, men ikke overmodig. Spørgsmaal, der bliver stillede ham, besvarer han i Reglen først efter en kort Stunds Overlæg, men da ogsaa roligt og klart, og hans skarpe, betonende Maade at tale paa, giver hans Svar et meget bestemt Udtryk. Han er yderst imødekommende mod alle, men handler mere af Ærgerrighed end af Haab om Vinding, mere i den Hensigt at høste Ros og Bifald end i den Forudsætning at tjene Penge eller Penges Værdi. Menighedsforstanderen Tamar Bey Metikoff, der eskorterede os frivillig næsten en hel Maaned, var det velvilligste, høfligste og mest forekommende Menneske under Solen, stedse rede til at opfylde ethvert af vore Ønsker, utrættelig i at tjene os, og dette alene i Haab om at erhverve sig vor og Generalguvernørens Bevaa- genhed. Dette sagde han os i klare og tydelige Ord, da vi forsøgte at paanøde ham vore Gaver. I Samklang med denne Ærgerrighed staar, at den fornemme er stolt af sin Byrd og sin Slægt, roser sig af lange Aner og stundom regner sit Stamtræ lige op til Chingis-Khan, at han kun gifter sig med en jævnbyrdig og ikke taaler nogen Plet paa sin Ære, ikke tillader