Naturliv

FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. 437 nogen Fornærmelse, som krænker denne Ære. Men hermed staar og- saa i Samklang en Forfængelighed, som man ikke skulde tiltro ham. Ikke blot Anseelse og Rang, men ogsaa Ungdom og Skønhed er i hans Øjne Fordele, som han agter højt. Dog adskiller han sig fra unge og smukke Mænd i vort Land i en væsenlig Grad derved, at han aldrig udarter til at blive en Nar. Aabent og uforbeholdent roser han sig af de Gaver, der er givne ham af Skæbnen eller af Naturen, men en saadan Selvros er ham ganske naturlig-, og han viser aldrig en affek- teret Beskedenhed. Saa vidt som Midlerne tillader ham det, klæder han sig prægtigt og rigt, kanter Frakke og Benklæder med Frynser og Galioner og Pelshuen med Uglefjer; men han synker aldrig ned til at blive en naragtig Sprade. At Kvinderne endnu mere end Mændene søger at sætte deres legemlige Fortrin i det klareste Lys, er selvfølgeligt, og det har derfor slet ikke forundret mig at tinde, at de overtrækker deres Kinder med Saften af en eller anden Rod, der giver en lige saa fin og let som holdbar rød Farve, eller med andre Ord: de sminker sig. I Overensstemmelse med dette Ønske om at behage føjer Kirgiseren sig villig efter sit Folks Sæder og Skikke. Sin Dannelse og Civilisation giver han hovedsagelig derved til Kende, at han strengt følger de over- leverede Skikke, der væsenlig er paavirkede af Islam. Dette medfører en vis Stivhed og Omstændelighed i den gensidige Omgang, men tøjler ogsaa Individets alt for høje Tanker om sig selv og banlyser tillige al Uanstændiglied, næsten al Uhøviskhed. af Selskabet, thi enhver véd, hvorledes han skal opføre sig for ikke at vække Anstød. Allerede den Maade, hvorpaa de hilser paa hverandre, er yderst formel; den iagttages af alle, og er altsaa aabenbart nøje bestemt. Naar to kirgisiske Trupper mødes, gaar der altid en rum Tid, inden alle har hilst paa hverandre. Enhver lægger samtidig den højre Haand paa Hjertet og den venstre mod den andens højre Haand, hvorpaa de trækker den højre Haand ned og forener den med den venstre, saa at alle fire Hænder et Øjeblik berører hinanden. Samtidig med Omfavnelsen udtaler begge det arabiske Ord »Aman« (Fred), hvorimod de før denne benytter alle Mohammedanernes Hilsen: Salåm Aléik eller Aléikum (hil Dig eller Eder), hvortil den anden svarer »Aléikum el Salåm«. Paa denne Maade hilser alle paa hverandre; de to Flokke, der møder hinanden, danner derfor to Rækker, og den ene efter den anden løber hurtigt ned ad en saadan Række.