Naturliv

446 FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. Vekselsangen tier; Kamelerne ledes frem for at føre Jurten og alle Brudegaverne til Brudgommens Aul, rigt udstyrede Heste for at føre Bruden og hendes Moder derhen. Den unge Ægtemand rider i Spidsen for Bryllupstoget og driver tilligemed sine Ledsagere Ka- melerne til fuldt Firspring, for at faa Tid til at rejse Jurten i sin Aul under samme Formaliteter, som iagttoges ved den første Opsæt- ning. Efterat Bruden under stride Taarer har taget Afsked med sin Fader, sine Slægtninge og Legekammerater, Jurterne og Husdyrene, rider hun nu tæt tilsløret i et Omhæng, der fuldstændig skjuler hende ug bæres oppe af de Ryttere, der ledsager hende, afsted, indtil hun er kommen til den Jurte, i hvilken hun skal tilbringe sit fremtidige Liv. Svigerfaderen, der imidlertid har taget Medgiften i Øjesyn, har rost eller dadiet den, kalder hende straks efter sin Ankomst ind i sin Jurte, og hun træder nu ind i denne, nejende saa dybt, at hun støtter sig med Hænderne paa Knæene, idet hun dermed vil tilkendegive, at hun vil være sin Svigerfader og Svigermoder ligesaa lydig som sin Herre og Mand. Hendes Ansigt er under hele denne Hilsen tilsløret og vedbliver at være det for hendes Ægtefælles Fader og,Broder og et helt Aar for enhver fremmed. Efter en Tids Forløb tilslører hun sig kun for sin Ægtefælles ældste Broder og for ingen anden, og for ham kun af den Grund, at hun maa gifte sig med ham, dersom hendes Mand skulde dø, og hun ikke i Svogerens Hjærte vil vække og ved- ligeholde nogen Slags onde Tanker. Gifter en Kirgiser sig for anden Gang, frier han i egen Person og uden særlige Formaliteter. Ægter han, medens hans første Hustru endnu lever, en Kvinde til, og lader han denne bo sammen med den første i én og samme Jurte, saaledes som det; i Reglen sker blandt Personer, der ikke er formuende, saa kommer den ny Hustru til at spille en meget tarvelig Rolle, thi den første holder paa sine Rettig- heder, forviser den anden til en bestemt Plads i Jurten og viser sin Magt paa mange Maader. Kvinderne staar i meget høj Agtelse hos Kirgiserne. »Vi vurderer vore Kvinder, som vi vurderer vore Pas- gængere, begge er uvurderlige«, sagde min kirgisiske Ven Altibei engang til mig. Mændene lader sig sjældent skille fra deres Hustruer', og endnu sjældnere hænder det, at disse rømmer fra deres Mænd; dog kan det selv paa Steppen ske, at Kærligheden springer over de Skranker, som Skikke og Traditioner har rejst. Ligeledes kan der