Naturliv

486 FORSKNINGSREJSER PAA DONAU. De forskellige Fugle i en saadan blandet Hejrekoloni levor tilsyneladende sammen i den største Endrægtighed, og dog hersker der hverken Fred eller Venskab iblandt dem. Den ene forulemper og hjælper, brandskatter og ernærer den anden. I Raagernes Koloni indfinder Hejrerne sig, for at slippe for Besværet med selv at bygge deres Reder; de første slæber Kviste sammen og bygger Reder, de sidste fordriver Raagerne og sætter sig i Besiddelse af Rederne, i det mindste af Bygningsmaterialet til disse; Skarverne gør endelig paa deres Side Hejrerne Rovet stridig og svinger sig tilsidst op til Herrer i den blandede Fuglestat. Men ogsaa de, Tyvene og Røverne, bliver bestjaalne og plyndrede, thi Krager og Glenter, hvilke sidste sjældent savnes i saadanne Kolonier, føder sig selv og deres Unger for en ikke ringe Del med de Fisk, som Hejrer og Skarver slæber hjem til deres Hunner og Unger. Det første Møde mellem de forskellige Rugefugle er fjendtligt. Heftige, langvarige Stridigheder udkæmpes, og den ti Gange besejrede optager for ellevte Gang Kampen, inden den finder sig i det uundgaaelige. Men med Tiden bedres Forholdene i samme Grad, som de enkelte Individer i Staten har lært at indse, at ogsaa Samlivet har sine Fordele, og at der er Plads nok for fredelige Naboer. Stridigheder og Tvistigheder ophører ganske vist aldrig fuldstændig, men den ene Arts uforsonlige Krig mod den anden viger for roligere og mere taalelige Forhold. Man vænner sig til hverandre og udnytter saa meget som muligt sin Modstanders Virkeevne, ja det kan hænde, at den udplyndrede endog følger Røveren, dersom denne ser sig for- anlediget til at slaa sin Bopæl op paa et andet Sted. »Synet af en blandet Hejrekoloni er i høj Grad interessant. Noget mere afvekslende, smukkere eller mere tiltalende,« skriver Bal- damus, »kan man næppe tænke sig end disse Ungarns Sumpe med deres Fugleverden, der udmærker sig lige saa meget ved Individernes Antal som ved Uligheden i Form og Farver. Man betragte kun de mest fremragende af disse Sumpbeboere samlede, og man tænke sig dem derpaa staaende, løbende, klatrende, med ét Ord levende, og man nødes til at indrømme, at et saadant Fugleliv er vidunderligt og stor- artet.« Denne Skildring er rigtig, selv naar man tillemper den efter den fattige 0 Adony. Hvor sammensmeltet den før saa talrige Befolk- ning end er, saa er her dog Tale om Tusinder og atter Tusinder. Paa store Strækninger af Skoven bærer »ethvert Træ Fuglereder, mange ind-