Naturliv

FORSKNINGSREJSER PAA DONAU. 487 til 20 ä 30, og omkring og over disse bevæger sig og sysler de for- skellige Koloniers larmende Flok. Raagernes, Graahejrernes og Nat- hejrernes Hunner ligger paa deres Æg i Rederne og kigger med deres mørke, svovlgule, blodrøde og søgrønne Øjne paa Fredsforstyrrerne, der betræder deres Helligdom; paa Kæmpetræemøs højeste Grene sidder og klatrer, over dem flagrer, flyver og svæver de sorte, brune, graa, ensfarvede og brogede, matte og glinsende Fugleskikkelser; over alle disse slaar Glenterne deres Kredse; ved Stammerne hænger og arbejder Spætterne; i Blomsterne paa et Pæretræ søger smaa, smidige Havesangere, i Kirsebærtræernes Toppe Finker og Løvsangere deres daglige Brød. Det paa visse Steder saa vidunderligt herlige Liljekonvaltæppe paa Jorden er paa store Strækninger tilhvidtet og tilsmudset af Fugleskarn, forurenset af sønderslagne Æg eller Æggeskaller og af de fra Rederne nedfaldne, raadne Fisk. Det første Skud fra vor Jagtherres Bøsse fremkalder et ubeskrive- ligt Virvar. Under en bedøvende Skrigen flyver de forskrækkede Hejrer, Ranger og Skarver op fra deres Reder. En formelig Sky af Fugle dannes over Skoven, svæver frem og tilbage, op og ned, skjuler Top- pene, for derefter atter at opløses i spredte Partier, der tøvende sænker sig ned over de nysforladte Reder, engang imellem formelig tilhyller disse, for derpaa atter at slutte sig til Hovedmassen. Enhver skriger paa sin Maade, saa at man ikke kan høre Ørelyd; alle flygter de, og alle bliver de snart af Bekymring for Ungerne og Reden lokkede til- bage igen. Hele Skoven kommer i Oprør; men uden at bekymre sig om den vilde Larm jubler en Spætte, slaar Nattergalen sine herlige Triller, aabenbarer der sig Digtersjæle mellem Tyve og Røvere. Rigt belæssede med Bytte vender vi efter fire Timers Jagt til- bage til det bekvemme Fartøj, vort hyggelige Hjem, for paa vor videre Rejse at udnytte vore erobrede Skatte for Videnskaben. I Timevis sejler vi gennem Strandskove, saaledes som jeg nys har skildret dem, nu og da ogsaa gennem mindre, beboede Pladser, Landsbyer og Byer, indtil det tiltagende Mørke tvinger os til at lægge bi. Næste Morgen ved Daggry naaer vi til Apatin. Kanonskud, Musik og glade Hurra- raab hilser den elskede Tronarving. Alle Slags Folk trænges omkring Dampbaaden; indfødte Jagtmedhjælpere, Folk, der er vante til at op- søge Fuglereder, klatre i Træer og trække Skindet af Fugle, kommer om Bord, og et Dusin Smaabaade, der her kaldes Czikler, indlades. Der-