Naturliv

492 FORSKNINGSREJSER PAA DONAU. gerne er bievne større, halvvoksne, og naar dc ved den Tid er bievne berøvede deres Moder, overtager den hele Omsorgen for døres Opdra- gelse, mader og plejer dem og det maaske med den største Opofrelse og Besvær.' Ungerne vokser hurtigt: i den tredje Uge af deres Liv er den ene Side dækket med Fjer, med Slutningen af Maj er de fuld- voksne og flyvefærdige. Nu forlader de Reden, for under deres For- ældres Ledelse at forberede sig til deres Kald i Livet. Dette er i korte Træk disse Ørnes Livshistorie, som vor Jagt i de nærmeste Dage gjaldt. Ikke mindre end 19 beboede Reder besøgte vi og jagede med afvekslende Held. Snart til Fods, snart i en lille Baad, snart springende og vadende, snart krybende og snigende for- søgte vi uset og uhørt at nærme os de Træer, hvori Rederne var op- førte ; ventende og spejdende laa vi Timevis i hastigt opførte Rishyttor under dem og kiggede efter Ørnene, der, skræmte af os eller andre, højt oppe i Luften slog deres Kredse og slet ikke vilde vende tilbage til Reden, men dog maatte vende tilbage og i heldigste Tilfælde blive vort Offer. Den ene Iagttagelse kædede sig til den anden, og disse Ørnejagter blev saaledes uforglemmelige for os alle. Bortset fra Ørnene og andre Rovfugle, der desuden blev vort Bytte, forekom de saa lovende Skove os ellers at være temmelig fattige paa befjerede Beboere. Rigtignok var det endnu tidligt paa Aaret og Trækfuglenes Vandringer i fuld Gang; endvidere kunde vi knapt gen- nemsøge mere end selve Yderkanterne af Skovene, men ikke heller Antallet af Fugle, der maatte være komne tilbage og have slaaet sig* ned i disse Skovhegn, svarede til vore Forventninger. Og dog var der en Ting, som jeg langt mere beklagede end denne i vore Øjne store Fattigdom: Manglen paa gode Sangere. Vel fremjublede Sangdroslen sine rige Sange i den foraarsduftende Skov, vel slog hist og her en Nattergal sine Triller, vel sendte Bogfinken os overalt sin Vaarhilsen i Møde, vel prøvede nu og da en Havesanger sin Strube, men ingen af dem var nok for vore forvænte Ører. Alle disse, der sang eller slog Triller, var efter vort Skøn kun Fuskere i Kunsten, ingenlunde Mestere; til sidst syntes det os næsten, som om Fuglesang og Fugle- triller ikke stemte overens med disse alvorlige Skove, og at Ørnenes og Falkenes Skrig, Uglernes Tuden, Rørhønsenes og Ternernes hæse Skrig, Hejrernes Hvinen og Spætternes Latter, Gøgenes Kalden og Duernes Kurren var den Musik, der bedst passede her, og at den i Sivene levende