Naturliv

494 FORSKNINGSREJSER PAA DONAU. eller kun Marker uden Træer, saalecles var Præget paa det Landskab, gennem hvilket vi kørte. Fra Markerne hævede sig syngende utallige Lærker, paa Vejene trippede sirlige Vipstjerter, i Hækkene langs med Vejene sad Tornskader og Graaspurve, i Egenes Kroner støjede og sang de der byggende Stære og Alliker, over Vanddamniene slog fiskende Flodørne deres Kredse, og tumlede der sig nydelige Fisketerner, i Sum- pene jagede Viber; andre Fugle saa vi kun lidt til. Ogsaa Keskend- skoven, hvortil vi naaede efter henved to Timers Rejse, og som er særdeles vel passet, er temmelig fattig paa Arter; men i denne Skov ruger Skrigeøme og Fiskeørne, Slangefalke og Musvaager, Falke og Ugler og frem for alt sorte Storke i en forbavsende Mængde, og vor Jagt blev derfor over al Forventning heldig. Og dog kendte Skov- betjentene, der først nogle Dage før havde faaet Underretning om vor høje Jagtherres forestaaende Besøg, havde gennemstrejfet Skovene for at finde Reder og betegnet disse paa et i al Hurtighed tegnet Kort, vistnok ikke alle de Rovfugle og sorte Storke, der byggede i denne ene Skov. »Her er jo ganske paradisisk«, bemærkede Kronprins Rudolf og angav i disse faa Ord klart og træffende det Forhold, der hersker i Ungarn mellem Mennesker og Dyr. Ligesom Østerlændingen kender heller ikke Ungareren til den Mordlyst, som i Vestevropa har frem- kaldt den overordenlige Skyhed hos Dyrene og den store Fattigdom paa Dyr: endog Rovfuglen, der har slaaet sig ned paa hans Gaard, under han gerne et Hjem og griber ikke raat og grusomt ind i den Dyreverden, der lever og bevæger sig omkring ham. Ikke engang den usle Egennytte, som for Tiden fremkalder havesyge Fjerhandleres aarlige Røvertog til nedre Donaus Sumpmarker og for Pyntfjerenes Skyld ofrer Hundredtusinder af Skovens glade, bevingede Børn, har kunnet formaaet Magyaren til at afvige fra sine gode, gamle Skikke. Det er muligt, at Ligegyldighed for den ham omgivende Dyreverden kan have sin Del i hans Gæstfrihed: denne Gæstfrihed eksisterer imidlertid faktisk og har endnu ikke maattet vige for Forfølgelseslysten. Tillids- fuldt indfinder Dyrene, i Særdeleshed Fuglene, sig umiddelbart ved Menneskers Boliger; uden at bryde sig om Mennesket, passer de deres daglige Sysler. Ørnen ruger ved Skovvejen, Ravnen i Hækkene ved Markerne, den sorte Stork viser sig næppe mere sky end den fredede Husstork, Vildtet flyver ikke op fra sit Leje, naar Vognen kører forbi det i Skudvidde. Det er virkelig paradisiske Tilstande.