Naturliv

72 DEN ASIATISKE STEPPE OG DENS DYREVERDEN. Faarenø lever stedse i Fred med hverandre og det samme gælder indtil Brunsttiden ogsaa om Bukkene. Brunsttiden falder i den anden Halvdel af Oktober og varer næsten en Maaned. Ved Begyndelsen af denne Tid gribes de modige og stridslystne Bukke af den vold- somste Ophidselse. De ældste af dem indtager en bestemt Position og fordriver alle de svagere derfra. Med en jævnbyrdig Modstander kæmper de paa Liv og Død. Truende træder de denne i Møde, rejser sig paa Bagbenene, stormer mod hinanden og støder de vældige Horn sammen, saa at Ekkoet drøner i Bjærgene. Stundom hænder det, at deres Horn griber ind i hinanden, saa at de ikke kan komme løs og ynkelig omkommer, at den ene styrter den anden i Afgrunden, og at den nedstyrtede Buk knuses i Dybet. I de sidste Dage af April eller de første af Maj føder Faarene en eller et Par Unger til Verden. Som vi har iagttaget paa disse Dyr i Fangenskab, kan Lammene allerede nogle faa Timer efter deres Fødsel løbe omkring med Moderen og efter nogle faa Dages Forløb følge den overalt med den Behændighed og Sikkerhed, som er deres Slægt medfødt. Trues de af en eller anden alvorlig Fare, gemmer Moderen dem mellem Klipperne for at bortlede Fjendens Opmærksom- hed fra dem og vender, saa snart hun lykkelig og vel er undgaaet Faren, atter tilbage til dem. Ungen, der er trykket fladt ned imod Jorden, forholder sig aldeles ubevægelig, synes forvandlet til Sten og undgaar saaledes ofte, om end ingenlunde altid, sine Fjenders For- følgelser, sjældnest Kongeørnens, der uden videre angriber og dræber et Lam, der ikke beskyttes af Faaret. Dette hændte saaledes i Arkat- bjærgene under vor Jagt. Fangede Argalilam, som vi fik af Kirgiserne, var de nydeligste Skabninger, man kunde tænke sig, og da de uden Betænkning diede de Ammer, der blev givne dem, vil man se,, at man uden Vanskelighed vil kunne opfostre og tæmme dem. Lykkedes det at overføre disse stolte Dyr, vilde man i dem kunne vinde over- ordenlig værdifulde Husdyr. Men noget saadant tænker Kirgiseren ikke paa, men kun paa, hvorledes han skal kunne nedlægge en af dem. Dog er heller ikke han nogen synderlig ivrig Forfølger af det prægtige Dyr; kun Ulven er og bliver dets farligste Fjende, skøndt den kun om Vinteren i dyb Sne kan faa Ram paa et eller andet af dem. Ligesom Bjærgegnene har ogsaa de tørreste og mest øde Stræk- ninger af Steppen, der om Foraaret endog minder om Afrikas Ørkener