Naturliv

DEN ASIATISKE STEPPE OG DENS DYREVERDEN. 71 Brunsttiden. Enhver saadan Gruppe bliver paa det samme Sted, saa- længe den ikke forstyrres eller foruroliges; bliver dette Tilfældet, drager den over til en anden Bjærgkæde, dog aldrig synderlig langt bort. Henimod Solnedgang vandrer Flokken med sin Fører i Spidsen op til de højeste Bjærgtoppe for her at sove paa saadanne Steder, som er vanskelige at komme til eller aldeles utilgængelige for andre Dyr; efter Solopgang begiver gamle og unge sig ned i Dalen for at græsse og for at drikke af visse bestemte Kilder; ved Middagstid lejrer de sig i Skyggen af saadanne Klippevægge, som tilsteder frit Omblik, hviler og tygger Drøv; om Eftermiddagen drager de endnu en Gang ned til Græsning. Sommer og Vinter tilbringer de deres Liv paa denne Maade; de nyder alle de Planter, som falder i det tamme Faars Smag, viser sig i Nødstilfælde ligesaa nøjsomme som dette, lider derfor ogsaa sjældent Mangel om Vinteren og bliver om Foraaret saa kræsne, at de derefter lige indtil Efteraaret kun æder de lækreste Planter. Deres sædvanlige Løb er et hurtigt Trav, og dette paaskynder de, selv om de bliver opskræmte, kun naar en Bytter sætter efter dem, til et langstrakt Trav, der saa meget sikrere frelser dem fra Forfølgeren, som de under deres Flugt stedse søger Klipperne. Under en saadan Flugt holder de sig paa Sletterne som i Bjærgene næsten altid i Rækker, saa at det ene Dyr løber tæt bag det andet og indtager ogsaa saa snart som muligt igen den samme Orden, naar de pludselig er bievne overraskede eller sprængte fra hverandre. Mellem Klipperne bevæger de sig med overraskende Lethed, Behæn- dighed og Sikkerhed, ligegyldigt om de løber opad eller nedad. Uden i mindste Maade at anstrænge sig eller fremskynde deres Bevægelser, klatrer de op og ned ad næsten lodrette Skrænter, hopper over brede Kløfter, iler fra Højden ned i Dybet, som om de var Fugle eller kunde flyve. Mærker de, at de bliver forfulgte, bliver de en Gang imellem staaende, klatrer op paa en højere Klippespids for bedre at kunne se sig omkring og fortsætter saa deres Vej saa roligt, som om de haanede deres Forfølger. Bevidstheden om deres Styrke og Fær- dighed i at klatre giver dem en stolt og afmaalt Holdning. De overiler sig aldrig og faar ogsaa kun Lejlighed til at angre dette overfor en Skytte, der i Skjul lurer paa dem, eller snigende nærmer sig døm paa Skudvidde.