Naturliv

70 DEN ASIATISKE STEPPE OG DENS DYREVERDEN. maa snuse sig frem med de lange Knurhaar for at søge passende Føde. Her plukker den et Frø, hist gravér den et Løg op; men man paastaar, at den heller ikke forsmaar Aådsler, at den plyndrer Fugle- reder for Æg og Unger, ja at den endog anstiller Jagt paa smaa Gnavere, og jeg vover ikke i saa Henseende at tage den i Forsvar. Det er iøvrigt vanskeligt at studere den grundigt og i Detailler; thi dens Sanser er meget skarpe, dens aandelige Ævner ringe, og Frygt og Skyhed er derfor dens mest fremtrædende Egenskaber. Saa snart et Menneske kommer i en, som den synes, betænkelig Nærhed, griber den straks Flugten, og det vilde være spildt Ulejlighed at forfølge den: en Rytter vil næppe kunne jage den op. I vældige Hop, medens den sætter kraftigt af med de lange Bagben og benytter den lange, i hele sin Længde udstrakte Hale som Styr, iler den afsted; det ene Sæt følger paa det andet, og inden man rigtig har gjort sig klart, hvilken Retning den er slaaet ind paa, er den forsvunden i Nattens Mørke. I Steppebjærgene optræder der andre Dyrearter end paa Lav- steppen, saafremt disse i Stedet for jævnt affaldende Skrænter eller ved Siden af saadanne frembyder stejle Klippevægge, dybt indskaarne vilde Kløfter og takkede Spidser, blottede for al Vegetation. I de snævre, grønne Dale, gennem hvilke der strømmer en Bæk, lever og trives den rødhalsede Gaas, en ualmindelig smuk og livlig Fugl, der næppe er større end en And, det centralasiatiske Højlands Gaaseart; i Klippe- hulerne kurrer en nær Slægtning af Klippeduen og vor tamme Dues Stammoder; fra Klippeblokkene, paa hvilke Stenpikkere, Klippespurve og Tornirisker tripper omkring, strømmer Klippedroslens klangfulde Sange; omkring de højere Toppe svæver de livlige Alpekrager og ovenover dem slaar om Dagen Kongeørnen sine Kredse, svæver lydløst om Katten Bjærguglen, begge haabende at vinde som Bytte en af de yderst talrigt forekommende Bjærghøns, eller maaske et eller andet uforsigtigt Murmeldyr. En nærmere Omtale fortjener dog Kirgisernes Argali, et af de kæmpemæssige vilde Faar, som Central- asien huser, det samme Dyr, jeg var saa heldig at nedlægge i Arkatbjærgene. Kirgiserne, som jeg udspurgte paa det nøjagtigste, paastod, at dette stolte Dyr ikke alene forekom her, men ogsaa i andre, ikke synderlig høje Bjærgegne paa de vestsiberiske Stepper og i Flokke paa fem indtil femten Stykker, Bukke og Faar hver for sig lige indtil