Naturliv

Forfatter: A.E. Brehm

År: 1892

Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz

Sider: 502

UDK: 5 (04)

Industri-Foreningen

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 516 Forrige Næste
80 SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. og pragtfulde Blomster, ogsaa dér lever lykkelige Mennesker, der glæder sig over deres Hjem. Men ganske vist findes der endnu den Dag i Dag i Siberien Ørkener, der, saaledes som den derværende Isørken, Tundraen, hjemler den gængse Opfattelse en vis Berettigelse. Dette gælder saaledes om de mellem Tundraen og Steppen liggende Skove, der danner den tredje Zone. I disse har Mennesket endnu ikke vovet at sætte sin Fod; de Nybyggere, som har bosat sig i det tilgrænsende Land, er gaaede disse Egne forbi. Højere Magter raader og virker dér endnu ufor- styrret, saavel tilintetgørende som skabende. Træmasser sættes i Brand af den flammende Ildstraale fra Himlen og kastes til Jorden af den brusende Vinterstorm, de vokser op og forgaar uden Menneskers Medvirken og kan derfor i Ordets egenlige Forstand kaldes Urskove. Hemmelighedsfuldt lokker de og uvenligt støder de én tilbage; fristende indbyder de Jægeren og modstræbende hæmmer de hans Skridt; rig Gevinst lover de den vindesyge Købmand, men skyder Opfyldelsen af hans Ønsker og Forhaabninger ud i en ubestemt Fremtid. Mellem Steppen og Tundraen ligger Siberiens Skovregion. Hist og her skyder den ud i den ene eller anden i disse, hist og her gør den ene eller anden en Bugt ind i denne. Paa nogle Steder af de to skovløse Omraader kan vel ogsaa tætstammet Skov gøre de for Steppen og Tundraen ejendommelige Plantearter Retten til Jordbunden stridig, men saadanne enligt liggende Skove kan næsten altid sammen- lignes med Øer i Havet, der saa at sige savner Berettigelse til at være til. Paa Steppen er de indskrænkede til de mod Nord affal- dende Bjærgskrænter og til Floddalene, paa Tundraen til de dybeste Sænkninger og synes saavel paa det ene som paa det andet Sted uden al Betydning i Sammenligning med de umaadelige Masser i Skovregionen, hvor kun en eller anden Strøm, en Sø, en Mose afbryder Træørkenen, der iøvrigt udbreder sig i alle Retninger, og i hvilken kun en Skovbrand fremkalder en Aabning, medens Mennesket kun hist og her i det lyseste Skovbryn gør en lille Udhugning. Lande efter vore Begreber kan godt faa Plads i en eneste af disse Skove, Kongeriger staar i Udstrækning tilbage for det Fladerum, som en saadan bedækker. Hvorledes der ser ud i disse Skove, kan ingen sige, da ikke engang de fra en saadan Ørken til Hovedfloden