Naturliv

SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. 81 strømmende Vande tillader en Fremtrængen, og selv de dristigste Zobeljægere kun har gjort Bekendtskab med et Grænsebælte af højst 10 å 12 Miles Brede. Det Indtryk, Siberiens Skove gør paa en evropæisk Rejsende, er i Almindelighed ikke gunstigt. Man forbavses ganske vist ved Synet af de, som det synes, uendelige, skovbevoksede Strækninger, men man føler sig kun ganske undtagelsesvis tiltalt af dem. Den skabende, frembringende og fuldstændiggørende Magt i Ørkenen synes ikke at strække til at holde Ligevægt med den ødelæggende. Oldingealderen ses Side om Side med den grønne Ungdom, uden at dette paa nogen Maade virker oplivende; uhørte Rigdomme træder frem i Tiggerdragt; det hendøende Liv uden Spor af et kraftigt fremspirende nyt forjager enhver Følelse af Glæde. Overalt synes man at iagttage en yderst haard Kamp for Tilværelsen, men intet Steds føler man sig virkelig fængslet; intet Steds udøver Skovene nogen virkelig Tiltræk- ningskraft ; intet Steds svarer det indre til de Forhaabninger, det ydre har vakt. Det stolte ved Urskovene paa de lavere Bredegrader savnes aldeles hos disse uplejede, til sig selv overladte Skove, og det Liv, som rører sig i dem, synes at være hjemfalden til Døden. Virkelig smukke, livsfriske, højstammede Skove forekommer kan sjældent, langt oftere ser Skoven ud, som om den var hærget af Ilden. Tidligt eller sent sætter et Lyn eller Beboernes strafværdige Letsindighed Skoven i Flammer. Begunstiget af Aårstiden eller Vinden raser en Skovbrand i en ganske utrolig Grad. Ikke i Timer eller Dage, men i Uger varer Ødelæggelsen. Paa den mosbegroede Jordbund kryber og slikker Flammen sig videre; det i Mosset liggende tørre, nedfaldne Træ spreder og vedligeholder den; visne Grene, der hænger ned mod Jorden eller Stammer med tørre Toppe leder den op til de endnu livskraftige Trækroner. Spruttende og hvæsende for- tærer den de harpiksholdige Naale, og en Kæmpestraale af Gnister skyder op imod Skyerne. I Løbet af nogle faa Minuter er det stolte Træ dødt, viet til Tilintetgørelse; men det derfra udstraalende Ildneg falder ned i Tusinder af Gnister, og rundt omkring vokser der ny Flammer op af den glødende Udsæd. Idet den saaledes ved hvert Minut vinder Terræn og breder sig i alle Retninger, føres Ødelæg- gelsen uimodstaaeligt videre, og efter nogle Timers Forløb staar Kvadratmile af Skoven i Flammer. Tykke Røgskyer formørker Solen Brehm: Naturliv. (T