Naturliv

82 SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. paa Hundreder af Kvadratverster; langsomt, men stedse tættere og tættere nedfaldende Aske bringer om Dagen, ligesom Udskæret paa Himlen om Natten, Bud om en saadan Brand til de langt borte boende. Ængstelige Dyr bærer Ulykkesbudskabet langt ind i Landet; Bjørne optræder umiddelbart efter større Skovbrande i Egne, hvor man i mange Aar ikke har set dem; Ulve i truende Mængde drager skarevis, som om Vinteren, gennem Landet; Elsdyr, Hjorte, Raadyr, Rensdyr søger nye Hjem i fjærnt liggende Skove; Egern iler, stundom i uhørte Masser, gennem Skove, Enge, Marker, Byer og Landsbyer. Hvor mange af disse Dyr, der falder som Offer for Ilden, véd man ikke, men man véd, at Skove, der er bievne hjemsøgte af Ilden, mange Aar efter Ødelæggelsen har været som uddøde, og at højt skattet Vildt ganske er forsvundet fra saadanne Egne. Og ganske sikkert strækker de Ødelæggelser, der forvoldes ved Skovbrande, sig langt længere end vi tænker. I Aaret 1870 hærgede en Brand, der varede i fjorten Dage, en halv Million Hektar prægtig Skov i Guvernenientet Tobolsk og spredte Røgskyer og Askeregn i en Afstand af seksten Verster fra Ildens Arnested. Endnu mange Aar efter Branden er det ødelagte Skovdistrikt en uhyre Samling af Ruiner, og endnu en eller et Par Menneskealdere derefter mærker man tydelige Spor af Ødelæggelsen. Flammerne ud- slukte ganske vist Træernes Liv, men fortærede kun dem, der paa Tidspunktet for Branden allerede var fortørrede, de mere svedne end forkullede Stammer af de førstnævnte blev derfor staaende, og kun Toppene mistede deres Skud og tørre Grene. Men med Træernes Uddøen begynder ogsaa deres Tilintetgørelse. Tidligere eller senere falder de som Ofre for Stormen. Det ene efter det andet styrter om, mister sine Grene eller Top eller brækkes over. Paa Kryds og Tværs, i alle Retninger, ved Siden af eller over hverandre, i tyndere eller tættere Lag, ligger endnu efter lange Tiders Forløb Tusinder af Træ- levninger paa den Jordbund, som allerede i Forvejen var bedækket at utallige Trærester. Nogle hviler paa deres Rødder eller Topgrene; andre støtter sig imod Stammer, der endnu staar oprejst; atter andre ligger allerede i Splinter mellem de nedfaldende Toppes Kviste og Grene med Kronerne ofte langt borte fra Stammen, Grenene spredte vidt omkring og kastede i alle Retninger. De, som endnu byder Stormen Trods, gør maaske et endnu mere nedslaaende Indtryk end