Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN.
83
de, som den har fældet til Jorden. Ligesom nøgne Mastetræer rager
de i Vejret, kun nogle faa beholder i en længere Aarrække efter
Branden deres Toppe eller Dele deraf; Trækronernes af kvistede eller
visnede Grene forøger snarere end de svækker det sørgelige Ind-
tryk. Lidt efter lidt ramler allé Kronerne ned paa Jorden, og
de endnu opretstaaende Stammer forraadnes mere og mere. Disse
bearbejdes paa alle Steder af Spætter, som deri udhuler deres
Reder og graver alenlange Huller, som gaar lige ind. til Kærnen og
saaledes giver Fugtigheden en gunstig Lejlighed til at trænge ind og
paaskynde Tilintetgørelsen. I A arenes Løb raadner selv den mest
kæmpemæssige Stamme saa fuldstændigt, at den taber al Modstands-
kraft, og blot et Skub af en Menneskehaand er tilstrækkelig til, at
den styrter om. Tilsidst udjævnes ogsaa den af Træet dannede
Muldhøj, og der udbreder sig for Øjet en vidstrakt Flade, der kun
hist og her afbrydes af Trærester.
Imidlertid er der dog ogsaa her fremspiret et nyt Liv af Ruinerne.
Allerede nogle Aar efter Branden begynder den forkullede, af Aske og Muld
gødede Jordbund atter at overtrækkes med en ny Vegetation. Lav og
Mos, Bregner og Lyng, men fremfor alt forskellige Bærbuske bedækker
Jorden og Træresterne, trives yppigere end nogensinde og lokker snart
adskillige Dyr tilbage, som Branden har bortjaget. Birkefrø, baarne
af Vinden, gror og spirer frem, og lidt efter lidt opstaar der, takket
være disse, en Birkeskov, saa tæt, som om den havde været saaet af
Menneskehænder. Efter nogle Aars Forløb skjuler denne Ungskov
den underste Del af Jorden med Træresterne, efter endnu nogen Tids
Forløb træder ogsaa andre Skovtræer i Forfædrenes Sted. Enhver
Skovbrand skaaner enkelte Dele af den angrebne Skov, undertiden
endog Træer, der vokser midt paa Brandstedet, og muliggør derved,
at de hærgede Strækninger atter kan besaas. Større Vandstrækninger
saavelsom brede Kløfter sætter imidlertid Grænser for den, ja, det
hænder endog, at Flammerne hopper over disse sidstnævnte for paa
den anden Side at fortsætte deres Ødelæggelsesværk, uden at skade
de i Dybet staaende Træer. Ogsaa enkelte Lærketræer, som er bievne
angrebne af Ilden, overlever Branden. Stammerne kan sværtes ved
Roden, Flammerne kan fortære Grenene; men Kronen springer ofte
ud igen, og Træet kan leve i længere Tid, om det end fører en
kummerlig Tilværelse.
6*