Naturliv

SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. 83 de, som den har fældet til Jorden. Ligesom nøgne Mastetræer rager de i Vejret, kun nogle faa beholder i en længere Aarrække efter Branden deres Toppe eller Dele deraf; Trækronernes af kvistede eller visnede Grene forøger snarere end de svækker det sørgelige Ind- tryk. Lidt efter lidt ramler allé Kronerne ned paa Jorden, og de endnu opretstaaende Stammer forraadnes mere og mere. Disse bearbejdes paa alle Steder af Spætter, som deri udhuler deres Reder og graver alenlange Huller, som gaar lige ind. til Kærnen og saaledes giver Fugtigheden en gunstig Lejlighed til at trænge ind og paaskynde Tilintetgørelsen. I A arenes Løb raadner selv den mest kæmpemæssige Stamme saa fuldstændigt, at den taber al Modstands- kraft, og blot et Skub af en Menneskehaand er tilstrækkelig til, at den styrter om. Tilsidst udjævnes ogsaa den af Træet dannede Muldhøj, og der udbreder sig for Øjet en vidstrakt Flade, der kun hist og her afbrydes af Trærester. Imidlertid er der dog ogsaa her fremspiret et nyt Liv af Ruinerne. Allerede nogle Aar efter Branden begynder den forkullede, af Aske og Muld gødede Jordbund atter at overtrækkes med en ny Vegetation. Lav og Mos, Bregner og Lyng, men fremfor alt forskellige Bærbuske bedækker Jorden og Træresterne, trives yppigere end nogensinde og lokker snart adskillige Dyr tilbage, som Branden har bortjaget. Birkefrø, baarne af Vinden, gror og spirer frem, og lidt efter lidt opstaar der, takket være disse, en Birkeskov, saa tæt, som om den havde været saaet af Menneskehænder. Efter nogle Aars Forløb skjuler denne Ungskov den underste Del af Jorden med Træresterne, efter endnu nogen Tids Forløb træder ogsaa andre Skovtræer i Forfædrenes Sted. Enhver Skovbrand skaaner enkelte Dele af den angrebne Skov, undertiden endog Træer, der vokser midt paa Brandstedet, og muliggør derved, at de hærgede Strækninger atter kan besaas. Større Vandstrækninger saavelsom brede Kløfter sætter imidlertid Grænser for den, ja, det hænder endog, at Flammerne hopper over disse sidstnævnte for paa den anden Side at fortsætte deres Ødelæggelsesværk, uden at skade de i Dybet staaende Træer. Ogsaa enkelte Lærketræer, som er bievne angrebne af Ilden, overlever Branden. Stammerne kan sværtes ved Roden, Flammerne kan fortære Grenene; men Kronen springer ofte ud igen, og Træet kan leve i længere Tid, om det end fører en kummerlig Tilværelse. 6*