Naturliv

SKOVE, VILDT OG JAGT I SIBERIEN. 85 mere end mandstykke Stammer bærer smaa, i hinanden indfiltrede Kroner, fra hvilke Aar efter Aar ny Kviste spirer frem, uden at det lykkes dem at blive til virkelige Grene; andre, som det synes æld- gamle Træer, optræder kun i Buskform; atter andre er bievne brudte af i deres halve Højde, splintrede og sønderslidte, højere oppe vredne omkring, og den nederste Del hænger næsten kun sammen med den øverste ved den blotte Bark. Alt ser forkrøblet og forvredet ud og som viet til Undergang. Denne Skildring gælder dog ikke om alle Skove indenfor det vidtstrakte Omraade; tværtimod møder man, i Særdeleshed mod Syd, Skove, ved hvilke Øjet dvæler med Velbehag. Beliggenheden, Jord- bunden og andre Omstændigheder forener sig stundom her til en lykkelig Samvirken. Foruden at man iagttager en frodigere Vækst hos de enkelte Træer finder man ogsaa Skoven sammensat paa anden Maade, og den næsten overalt yppige Vegetation under Løvtaget frembyder en uanet Mangfoldighed. Ganske vist hilser man med Glæde enhver ny Træ- eller Buskart, som formindsker Fattigdommen paa Arter i disse Skove; men selv i de rigeste mangler der dog altid Træer, som vi i Evropa sjældent savner under tilsvarende Bredegrad. Ensartede og enstonige ligesom Steppen, ligesom Tundraen, er ogsaa Skovene i dette Land. I Floddalens indenfor Skovregionen er Skovenes Ensformighed i Henseende til Arter maaske mest iøjnefaldende. Her hersker Pilen, der saavel ved Bredderne som paa Øerne danner udstrakte Skove, saa udelukkende, at andre Træer næppe kan gøre sig gældende; paa store Strækninger er den det eneste Træ i Skovene i et saadant Dalstrøg, vokser ogsaa paa mange Steder op til en betydelig Højde, men savner da, med Undtagelse af i ganske enkelte Tilfælde, Udtryk og Tillok- kelse ; thi det enestaaende Træ er ikke mere, snarere mindre malerisk end den buskagtige Pilegruppe: dets Krone er altid lige tynd og uregelmæssig, er aldrig tæt og sluttet, er tværtimod gennemsigtig, næsten ussel og virker ved oftere Gentagelse kedelig. Staar Træerne saa tæt sammen, at de danner en Lund, hvilket i Keglen er I il- fældet, taber de endnu niere deres Ejendommelighed, end naar de staar hver for sig, eftersom alle Stammerne under saadanne Omstændigheder skyder op som Pæle ved Siden af hverandre, og alle Kronerne smælter sammen til en eneste tillukket Løvmasse, der foroven er jævn og retliniet som en klippet Hæk, og i hvilken det