Naturliv

SKOVE, VILDT OG JAGT I S1BERIEN. 87 et ganske ejendommeligt Præg. Men ogsaa Cembrafyrren, der fortrinsvis trives i Skovbæltets sydlige Del, ihvorvel den stundom kan forekomme temmelig højt oppe imod Nord, stikker med sine runde Naale og i Reglen tætte Toppe smukt af imod Granerne og bidrager i væsenlig Grad til paa Afstand at forskønne Skoven og lade denne fremtræde mere tillokkende og tiltalende end den i Virkeligheden er. Graner og Fyr savnes ikke i nogen Del al Skovbæltet, men trives ingenlunde overalt eller opnaar samme Yppighed som i Møllernevropa; imod Nord synker de hurtigt ned til alderstegne Krøblinger. Selv Lærke- træet, hvis virkelige Hjemstavn man anser Siberien tor at være, op- naar kun i den sydlige Del af Skovbæltet, særlig i Bjærgegnene, den samme betydelige Højde som i Evropa. Med de nysnævnte Arter er Antallet af de Træer, der almindelig forekommer i det vestlige Siberiens Skove, paa det nærmeste udtomt. Eg og Bøg, Alm og Ask, Lind og Løn, Hvidgran, Hvidbøg og Sort- poppel synes ganske at mangle. Derimod tindes der Overflod at Buskvækster. Tmod Nord, er Floraen paa Jordbunden i Skovene endog overraskende rig og yppig. Ribs og Hindbær trives endnu under den 58de, en Gedebladart endog under den 67de Bredegrad; Enebær, Havtorn, Vidjepil, Revling og Blaabær, Tyttebær og Jordbær tager snarere til end aftager, jo længere man kommer mod Nord, og selv ved Grænsen af Tundraen, som skyder sin Dværgbirk og Rosmarin, sine Mosser og Tranebær langt ind i Skovene, ser man Jorden endnu overalt rigt bedækket, da Mosserne plejer at trives desto yppigere, jo fattigere Skovene bliver. Men ogsaa Steppen bidrager til at gøre Skoven rigere derved, at den i den sydlige Del af Skovbæltet afstaar til Skoven ikke blot største Parten af de til den hørende Buske og Smaatræer, men ogsaa Urter og Blomster. Saaledes kan visse Skov- partier forvandles til Naturparker, der om Foraaret og Forsommeren udvikler en ligefrem overraskende Blomsterpragt. Som Eksempel paa en saadan, i rig Vegetation prangende Skov, kan anføres den mellem Byerne Schlangenberg og Salain liggende »Taiga«. I det vidtstrakte Omraade, som denne herlige Skov be- dækker, frembringer langstrakte Bjærgkamme og runde Bjærgtoppe, Dale og Sænkninger allerede i og for sig en behagelig Afveksling. Den ene Høj hæver sig ved Siden af eller over den anden, alle be- dækkede af Skov. Fyr og Graner, Aske og Pile, Røn og Hægebær