Snusen i Næsen men paa en ejendommelig Maade.
„De fleste Bonder/ siger Madam Pfeiffer, „og selv
mange Præsterhave ingen egentlig Snustobaksdaase men
kun en som et Krudthorn dannet Daase as Been.
Naar de tage cu Pris, kaste de Hovedet tilbage, stikke
Flaskens Spids ind i Næsen og ryste en Dosis Smls
deri. Derpaa byde de Daasen med den største Fore-
kommenhed til deres Nabo — denne til sin Nabo;
eg saaledes vandrer den rundt, til den atter naaer
sin Ejermand." *)
Den her beskrevne Daase er kun en højskotsk
HomsnUsdaase, lidt forskjellig i Form fra de moderne.
Hvpt'otterne bringe Snusen til Næsen ved Hjælp af
en lille Skovl; Islænderen bruger sit Horns smalle
Ende og hælder Snusen ind paa een Gang. Men
hos det nordlige Britanniens Celto-Skandinaver sindes
samme Forkjcerlighed for den pulveriserede Tobak som
paa Island og i det nordlige Skandinavien og den
samme Forekommenhed med at lade Daasen gaa mndt,
som sees paa det jævne Island. Er dette ikke til-
bageblevne Levninger af lige sociale Skikke, der endnu
Pege hen paa de tre nu adskilte Folks gamle (Zenhed
og fælles Oprindelse.?**)
*) Madame Pfeiffer's Visit to Iceland, lvndonsM Udgaven,
Side 179.
**) M indskyder i Form af en 9Mc en Hmuisniihf til en
Mlivttch'k as Tvhiik, som jeg neppe fan tale vin inet Iiltre.
®cn stal i nogle Egne i England anvendes af samvittigheds-
løse Bryggere til at forfalske Øl og af Portcrhandlerne til
at sor,ayke Porter. Den fattige Landarbejder, der ikke har
ytaad tu at kjobe mere end eet Glas Dl for en Aften, vil
sor nn Smule Penge gjcrnc have noget, der ikke alene stal