392
sidste vilde derfor meget snart komme til at mangle
Næringsmateriale, hvis det ikke jævnlig fif Tilførsler
Udenfra. Og dog, hvor mærkværdigt længe klamrer
Livet sig ikke fast ved det doende Legeme trods Livs-
kraftens stadige Syuken. Et Dyr dver ikke af Salt,
forend det har mistet to Femtedele af sin Vægt og
niere end en Trediedeel af sin Livsvarme. Livslyset
brænder længe mat og søvnigt, indtil det tilsidst nd-
flUkkes deels as Mangel paa Brændmateriale deels
paa Gmnd af den Standsning i Blodlobet, som
Lemmernes tiltagende Kulde bevirker.
For det Andet sætter endvidere Blodet Legemet
istand til Uden Stoftab at Udfore alle [be naturlige
Ftlnktioner, af hvilke Livets Bcstaaen er afhængig.
Det er forst ved at betragte, hvor omfattende Blodets
her nævnte Opgave er, at Nødvendigheden af en
vedholdende og rigelig Næringstilførsel udvendigt fra
bliver os ret indlysende.
Saalænge Mennesket lever, aander han og be-
væger sig. Hvilken livlig Fordrag af Næringsstoffer
fremkalder ikke disse toende charakteristiske Livsyttringer
I det foregaaende Kapitel have vi feet, hvor
stor en Mængde af de Næringsmidler, vi nyde, der
er bestemt til at forbinde sig med den indaandede
Ilt for derpaa senere at lade sig Udstille gjennem
Lungeme i Form af Kulsyre og Vand. For saaledes
at kunne forene sig med Ilten maa Næringsstofferne
imidlertid forst være fordøjede og optagne i Blodet.
Bi kunne derfor med filld Ret sige, at Fordøjelsen