405
og betydningsfuld Vædfle som Blodet af Naturen
sondre sig i bestemte Grupper efter Planen for deres
senere Anvendelse. Ethvert Blodkorn danner i Virkelig-
heden en lille for sig selv bestaaende Verden, inden-
for hvis Grændser der, i en vis Forstand Uafhængigt
af dens ydre Omgivelser, saavel foregaaer chemiske
som fysiologiske Processer. Under disse yttrer der
sig i Blodkornet en ejendommelig Tiltrækningskraft,
som fortrinsviis lader visse bestemte Stoffer sive
igjennem dets tndhyllende Hinde, men derimod for-
hindrer Indtrængningen af andres.
En lignende Tiltrækningskraft synes imidlertid
ogsaa Legemets andre Dele at besidde. Alle ere de
as Naturen Udrustede med en særegen Evne til af
den almindelige Nceringsvædske at kunne Udvælge og
tiltrække sig de chemiske Stoffer, som der særligt Ud-
kræves til Dannelsen af deres egen Masse eller til Ved-
ligeholdelsen af den hver Enkelt anviste Virksomhed.
Saaledes optage Knoklerne fornemmelig fossorsmlr
Kalk, hvorimod Mnsklerne isærdeleshed tiltræffe sig
fosforsuur Magnesia og fosforsmt Kali. Vrnskene
foretrække kulsurt Ratrou fremfor kulsutt Kali. Knok-
lerne øg Tænderne bemægtige sig fortrinsviis Fluor.
Paa Kiseljord have hos Mennesket Huden, Haarene
og Neglene og høs Dyrene Hornene, Haarene og
Fjerene næsten udelukkende Eneret. Jern sindes for-
*) Dette synes tildeels at tale for den mærkværdige Anskuelse,
at Blodkomene besidde et virkeligt Liv, hvad der i sin Lid-
blev paaftaaet af den berømte Læge John Hunter og endnu
i vore Dage antages as enkelte Fysiologer.