turens HtlUsholdning lader sig benytte til forftjellige,
hinanden afløsende Ojemed som Bestanddeel af et
levende eller livlost Legeme. Med Dybsindighed have
næsten ethvert Aarhnndredes Filosofer gruMet over
denne Stofvexel, og Digterne have i dette viden-
skabelige Sporgsmaal, der i Sandhed er ligesaa
mærkværdigt som Uudtømmeligt, funbet en vid Tumle-
plads for deres Indbildningskraft. Det er imidler-
tid forst Resultaterne af den nyere Tids videnskabe-
lige Forskninger, der have kastet et klart og bestemt
Lys over denne Stofverels Væsen, Naturnodvendig-
hed og nærmere Sammenhæng. Vi vide nu ej alene,
at Stofferne idelig forandre sig, men ogsaa, at de
stadig bevæge sig i et Uendeligt Kredslob. Det
er tillige bleven bevnst, at de Omdannelser, som
Stofferne undergaa, ere en nødvendig Betingelse for
alle bestaaende Ting, at de fremdeles foregaa i en
fast og forud bestemt Orden, og at de atter og atter
gjentage sig i en uendelig, vexlende Rækkefølge.
Der ligger igrUnden en fublim Djærvhed i
Hamlets Ord, naar han siger: — „Alexander dode,
Alexander blev begravet; Alexander vendte tilbage til
Støvet; Støvet er Jord; af Jord gjore vi Leer; og
hvi skulde man ej kunne tilstoppe en Oltonde med det
Leer, hvortil han blev forvandlet?"
„Den høje Cæsar, død, opløst til Muld
Et Hul kan stoppe til for Vinterkuld.
O! at det Støv, hvorfor alt Støvet bukkcd',
Tilsidst en Hyttes Væg maafke for Regn har lukket?"