75
endnu meget ufuldkommen nndersogt, fylder allerede
en betydelig Deel af vore moderne Afhandlinger om
organisk Chemi.
For det Tredie. Endog den meeft Ulærde
maa bemærke, at Planten staaer i det nojeste Forhold
til JordbUnden; og selv for den Lærdeste viser dette
Forhold sig med hver Dag mere interessant og vid-
underligt.
I det foregaaende Kapitel har jeg allerede hen-
tydet til, hvad der kan kaldes Planternes fysiologiske
Daner, der gjorc dem tilbøjelige til at voxe i Jorder,
der ere meer eller mindre fugtige, nicer etter mindre
sandige og porsse og meer eller mindre tange i land-
okonomisk Forstand. Paa Grund af disse Vaner har
enhver Afart af Jord i ethvert Klima sine ejendommelige
Planteslægter. As Centralevropas femtusinde blom-
strende Planter voxe saaledes kun tohundrede i Torv-
jord, og disse hovedsagelig Siv og SB ør. Z det
nordlige Evropas og Amerikas Urflove hilser den
Ulærde Opdager Glandsen af de i Solen stivnende
Lovtræer midt i Oceanet aj højtidelige Graner som
et Tegn paa god Jord, hvor han kan nedsætte sig
med Fordeel. Den meest Udannede Bonde hos os
veed saaledes, at Hvede og Bonner elske Leerjord, —
den simpleste Nordtydfler, at kun Rug og Kartofler
passe for hans lose Sand, — og den chinesiske Bonde,
at varme Skraaninger med let Jord ere de bedste for
hans Theeplante og sejgt, vaadt, vandtæt Leer for
hans Nus. Selv Slaven i Alabama veed, at tort
a ab c nt Alluvialland og pore st Hojland passer bedst