Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

80 SELSKABETS VIRKSOMHED 1769—1808 hvad han nu skrev var kun lidt og lidet betydeligt. Han be- handlede Emner som Faareavl — vistnok omkring 1780 gav han Stødet til Oprettelsen af det kongelige Skæferi ved Esrom —, om Humleavl paa Fyn, forrige Tiders Forvalterkneb rn. m., men det synes, som om hans Kraft delvis var nedbrudt. Den skulde senere brydes helt, idet en Sindssygdom efterhaanden formørkede hans rige Begavelse. Han antog »paa den almægtige Guds overordentlige Befaling« Navn efter Profeten Elias, an- saa sig for Guds Sendemand paa Jorden og udgav nogle af hans religiøse Vanvid prægede Skrifter. Selvfølgelig kunde Selskabet ikke beholde ham som Sekretær, men det optraadte meget lem- fældig over for ham. 1787 blev en Del af Forretningerne over- draget Fuldmægtigen Didrichsen, men Kontoret blev fore- løbig hos Martfelt, der beholdt en Del af sin Løn; Aaret efter maatte han ogsaa afgive Arkivet m. v., men Selskabet lod hans Plads i Handelskommissionen staa aaben og ham vedblivende beholde en Del af Sekretærgagen. Den 8. Februar 1790 kom Døden som den store Befrier for ham. I Selskabets Mødeprotokol hedder det under 11. Februar 1790: »For Selskabet blev fra Sædet tilkiendegivet, at dets Secretair Hr. Etatsraad Martfelt ved Døden var afgaaet. I den Anledning udmeldte Selskabet den constituerede Secretair til at overvære den Afdødes Boes Registering for at paasee, at de Sager, som tilhører Selskabet, og der endnu kan findes, blive udtagne og for Selskabet conserverede, hvorom Hof- og Stadsretten tilskrives«. Og fra Mødet den 28. Oktober s. A. er der tilført Protokollen følgende: »Selskabets Præsident, Hr. Canselliraad Fabricius holdt først en kort Tale, i hvilken Sel- skabets afdøde Sekretær, Hr. Etatsraad Martfelts Fortjeneste af Selskabet ogsaa blev ihukommet«. Dette var alt, der holdtes ingen egentlig Mindetale end sige en Mindefest for den Mand, som var en af Selskabets Stiftere og dets nidkære Forretnings- fører i en Snes Aar. Man har vel ment, »at det var bedst at tie om det knækkede Rør«, thi Datiden saa jo med andre Øjne end Nutiden paa Sindssygdom, og endnu i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede blev som oftest Sindssvage indespærrede i mørke og usle Huler. Men hvem tænker mere paa den Hjærne-