Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

34 LANDHUSHOLDNINGSSELSKABETS STIFTELSE nemlig en staaende og en løbende. Det aarlige Medlemsbidrag skulde udgøre den første, den anden skulde dannes af Gaver, Legater og de Indskud, som skete paa en Gang. Alle Selskabets Udgifter skulde foreløbig udredes af den løbende Fond, men naar det var lykkedes at faa dannet en staaende Fond, skulde den løbende Fond udelukkende anvendes til Udsættelse af Præmier, den faste til Afholdelse af de Udgifter, som Selskabet ellers maatte have til Fremme af sit »Øjemerke«, til sine »Betjenteres« Løn m. v. Lovenes 19. og sidste Kapitel handlede »om Selskabets til- kommende Hensigter, udsatte til Haab om Opnaaelse i Tiden, efter dets Fremgang, i Følge det naadige og gode Bifald, det formoder sig af Kronen og Publiko«. Hvad Selskabet ønskede sig var bl. a. en af Kongen tilladt Brevveksling med Magistrater, Byfogder, Gejstligheden og andre for at erholde af de Erfar- neste de Oplysninger, det behøvede for det Gemene Beste; Tilladelse til at indhente Attester fra Toldbetjente og andre kongelige Betjente uden Betaling; Portofrihed; Oprettelsen af et Bibliotek samt et »Model-, Maskin-, Instrument-, Naturalie- og Vare-Kammer«. Blandt dette Kapitels Paragraffer er §306 særlig karakteristisk. Den lød saaledes: »Deres Indvending angaaende som synes at forundre sig over et Selskab, fordi det bestaar af alle Stænder, fra Ridderen indtil Bonden, da vilde de behage at erindre, at Selskabet just deri er ret indrettet, fordi det derved ligner, paa sin Maade, Staten selv. Det kan ikke fejle, at de som gjør denne Indvending, jo veed, at Agermand, Fisker, Konstner, Handels- mand, Borger og Bonde, er et Lands Grundvold og Grundstøtter, uden hvilke det maa falde, at disse Stænder opholder Adels- manden, Statsmanden, den Lærde, den Tænkende, ja er Tro- nens Atlas, Tronens, der aldrig skulde kunne staae og blive om- ringet af Riddere, naar ikke disse omtalte laae i Støvet og svedte. Man uagtet saadan foregaaende Skrøbelighed af nogen, som paa den Maade synes at vilde blive Vore allerfarligste Modsigere, saa troer Vi dog, at den Modsigelse vil kun vare meget kort, hvorfor Vi og, for Vore korte Modstandere, har en smukkere Stol, naar de vil behage at beære Selskabet med deres Nærværelse,