Haandværkertoget ved Fællesrepræsentationens Jubilæum 1904
50 Akvareller

Tilslutning til deres respektive Fags Vogne, fremhævede klart og tydeligt, at Toget var, hvad det skulde være: ikke et ude- lukkende kjøbenhavnsk, men et almindelig dansk Haand- værkertog. Smukt og festligt blev Toget. Det imponerede ved sit storslaaede Anlæg, ved de talløse vajende Bannere og Faner, de 51 store, prægtigt udstyrede Vogne, den Smag og Skjønhed, der prægede det i stort og smaat, og den Præ- cision, hvormed alle Arran- gementets Led virkede som Hjul i et velkonstrueret Ma- skineri: Præcis paa det fast- satte Klokkeslet rykkede To- get ud fra Kristiansborg Slots Ridebane, og uden mindste Uheld tilbagelagde det den af- stukne, anselige Vej: over Marmorbroen, langs Frederiksholms Kanal, Nybrogade, Stranden, Holmens Kanal, Kongens Nytorv, Bredgade, Frede- riciagade, store Kongensgade, Østergade, Vimmelskaftet, Nygade, Frederiks- berggade, Raadhuspladsen, Vestre Boulevard og Stormgades Forlængelse til den derværende Indkjørsel til Tivoli. Enstemmig var da ogsaa Dom- men om Toget i samtlige Pressens Afskygninger, enstemmigt lød Udtalel- serne Mand og Mand imellem; alle fandt det baade Haandværk og Indu- stri værdigt, ja, mere end dette — det overtraf manges Forventninger om hvad dansk Haandværk og Industri betød og formanede at yde. Men imponerede Toget saaledes Hovedstadens Befolkning, saa følte Deltagerne i Toget sig ikke mindre grebne af den Modtagelse, Be- folkningen gav det. Uhyre Menneskemasser fyldte ikke alene Gader og Pladser, ikke alene Husenes Vinduer alle Etager op, men offentlige Monu- menter, ja Husenes Tage tjente til Standpladser for Tilskuere i et hidtil vistnok ganske ukjendt Omfang. Og den Stemning, der besjælede disse uendelige Menneskemasser — Jubelen, der lød Toget i Møde, Hurra- raabene, Blomsterregnen — alt formede sig til Hyldest, baaren af den umiskjendeligste Sympati, hvortil dansk Haandværk og Industri aldrig har set noget lignende. TRÆNGSLEN PAA GAMMEL TORV Denne Stemning viste, at Toget]havde opnaaet noget mere end blot at markere Hovedorganisationens Jubilæ- um. Det er sagt, at Toget var planlagt som en Art po- litisk Demonstration — men ganske med Urette; det laa lige langt fra Lederes og Del- tageres Tanke at ville demon- strere mod nogen eller noget. Men hvad der ikke laa uden- for Togets Hensigt, men sik- kert stod som et klart For- maal for Deltagernes Sind, det var at nytte denne festlige Lejlighed til at demonstrere for noget — til at slaa til Lyd for Haandværks og Industris store Betydning i det danske Samfund, for dets »Ret til at være her« og for lidt til: for dets Betydning som levedyg- tigt, skabende Erhverv — som et af Intelligens og Skønhedssans gjennem- aandet, praktisk Udslag af det Kulturstandpunkt — jævnbyrdigt med andre Nationers — som vort Folk har opnaaet ved det tyvende Aarhundredes Begyndelse. At dette Formaal naaedes, endogsaa i uanet Grad, derom vidnede de enstemmige Begejstringsudbrud, som siden Toget stadig har lydt Mand og Mand imellem. Derom vidnede samtlige Presseudtalelser efter Festen — lad os nævne blot et Par af dem. Nationaltidende skrev: »Indtrykket af Toget rev hele det uhyre Publikum med ved den Smag, det Humør, den Skjønhed og Festlighed, der prægede de enkelte Led, ved den mægtige Kraftudfoldelse, der betegnede Helheden. Det var Haandens Arbejdere, der viste, at de tillige er Aandens — at de forstaar at give det ydre Arbejde et Præg af Aand og Adel.« Og Politiken: »Det imponerende Haandværkertog blev mere end en sjælden Øjnenes Lyst. Det blev en Demonstration for Industri og Haandværk, som sent vil glemmes. En Standshævdelse, som vil have sin varige Betydning .... Rig Opfindsomhed havde forenet sig med rund Offervillighed, og Resul- tatet blev virkelig glimrende.« Samme Vidnesbyrd bar Indenrigsministeren i sin Tale ved Fest-