Udviklingslære

155 derimod har de ingen Førstehaands-Betydning i Kampen for Tilværelsen; deres Betydning er sekundær. Det er meget almindeligt, at Hannerne kæmper om Hunnen. Idet den stærkere Han sejrer, bliver den Fader til Afkommet. Dens Styrke kan derpaa nedarves og gennem fortsatte Kampe forøges hos Efterkommerne. Tyrens Horn, Vildsvinets Hugtænder, Hjortens Takker, Hanens Sporer og dens Kampiver anføres som Vidnes- byrd derom. Selv Dyr, der ikke har særlige Kampvaaben, kæmper dog (Hare, Egern, Muldvarp). Det samme gælder de fleste Fuglehanner og blandt Krybdyrene i hvert Tilfælde Krokodil, Skildpadde, Firben. Af Fisk kæmper Laks og Hundestejle, og selv blandt Insekterne er der Arter, hvis Hanner indbyrdes kæmper. Den heraf fremkomne Udvælgelse vilde gøre sig endnu stærkere gældende, saafremt Hannernes Antal var betydeligt større end Hunnernes. Darwin betegnede dette kønslige Valg som Parringsvalg. Men Udtrykket benytter han saa ikke blot til Betegnelse af Kampvalget; han anvender det tillige om ethvert formentlig Valg fra Hunnens Side, og til saadan Valg henfører han Fremkomsten af alle de saa- kaldte sekundære Egenskaber, altsaa af Smykkefjer, Haar- prydelser, Farver, Farvetegning, Sangstemme, ja, han fører endog Fremkomsten af smukke Farver hos begge Køn ind under Hunnens Valg af den Han, hvormed den parrer sig. Disse sekundære Egenskaber har kun Be- tydning ved Parringen; de er ikke saaledes som Angrebs- og Fors vårs vaaben til Nytte for Individet ogsaa ved andre Lejligheder. Alle Forfattere synes at indrømme, at Parringsvalg forekommer hos de højere Dyr, og at det har Betydning for de Egenskaber, der overføres gennem Arv. Derimod er man uenig om de Slutninger, der kan drages fra Par- ringsvalgets Eksistens, og særligt er man uenig om de af Darwin dragne Slutninger, nemlig: 1 at Parringsvalget beror paa æstetisk Sans, og 2 at Tilstedeværelsen af en