Udviklingslære

156 saadan Skønhedssans kan forklare Skønhedsdannelserne i Dyreverdnen. Den stærke Opposition mod Rigtigheden af disse Slut- ninger har funden en energisk Fører i O. R. Wallace. Wallace fremhæver, at i Reglen har hos Hvirveldyrene begge Køn samme Farve. Fra denne Regel gives kun faa Undtagelser blandt Fiskene, Amfibierne, Krybdyrene og Pattedyrene. Kun hos Fuglene er Kønnenes Farve hyppigt forskellig, idet Hannen besidder en større Farve- styrke end Hunnen. Dog er Han og Hun ensfarvede, naar Farven tjener som Beskyttelsesmiddel (mange Drosler og Sangfugle). Særligt udpræget er Farveforskellen hos de tropiske Fugle (Paradisfugl, Smykkefugl, Tanagra, Kolibri, Fasan). Aarsagen til denne Farveforskel finder Wallace i Kønnenes forskellige Arbejde. Æggene skal udruges i den størst mulige Sikkerhed; derfor tjener den mindst iøjnefaldende Farve Hunnen bedst. Besidder Hunnen andre Forsvarsmidler, da kan den ogsaa have kraftigere Farvetone. Hos Isfugl, Spætte, Tukan, Pape- gøje, Stær o. m. a. har begge Køn kraftige Farver; men alle disse Fugle benytter Huler i Jorden eller i Træer til Anlæg af deres Reder, eller de anlægger selv en over- bygget Rede, i hvilken Hunnen skjult ruger, og i saadanne Tilfælde behøver Hunnen ikke Beskyttelsesfarve. I Over- ensstemmelse hermed mener Wallace at kunne opstille den Lov for Fuglenes Farve: naar begge Køn er stærkt farvede, saa skjules den rugende Hun af Reden; ruger Hunnen paa aaben Rede, da er dens Farver kitn lidet iøjnefaldende, uden Hensyn til, owt Hannens er det eller ej. Er denne Lov rigtig, da opstaar Spørgsmaalet, om Redens Form bestemmer Farven, eller om Farven be- stemmer Redens Form. Wallace mener, at i de fleste Tilfælde er det Redeformen, der bestemmer Farvestyrken. Redeformen er nemlig afhængig af Næbbets og Kloernes Bygning, og denne bestemmes ikke af Farven. Der fore- kommer ganske vist Tilfælde, hvor Hunnen kun har en