Udviklingslære

162 være det, og han indrømmer, at Vidnesbyrdene om en Parringsudvælgelse ikke er saa talrige som Vidnesbyrdene om en Kvalitetsudvælgelse. Romanes støtter Darwin i den Antagelse, at mange Fugle og ikke faa Pattedyr besidder æstetisk Sans*; som Eksempel anfører han Fugle, der smykker deres Rede med smukt farvede Fjer; Baya Fuglen, der illuminerer Reden med Ildfluer; Fugle, der planter Blomster omkring Reden og danner et plænelignende Tæppe af Mos, osv. Besidder imidlertid disse Dyr en uinteresseret Skønheds- sans, saa maatte det ventes, at denne særligt vilde ytre sig overfor Individer af det andet Køn. Dette viser sig da ogsaa: Fjerpragten er størst i Parringstiden, da Hannen udfolder sin Skønhed for Hunnen; Dans, Sang, Paraderen naar sin Højde under de samme Forhold. Romanes be- tragter det som indlysende, at Hannerne ikke gør sig al den Ulejlighed for ingenting, men at Lønnen bestaar i Hunnens Forkærlighed for den ypperste. For bedre at kunne forsvare sit Standpunkt indrømmer han, at de Midler, med hvilke Hannerne i Parringstiden bekæmper hinanden, nemlig naturlige Vaaben som Horn, Sporer osv., ikke er Genstand for Parringsudvælgelse men for Kvalitets- udvælgelse. Parringsvalget er begrænset til Skønheds- egenskaber og forsaavidt har Spencers og Wallaces Kritik ikke været unyttig. Romanes søger at bestyrke sin Op- fattelses Rigtighed ved Anførelsen af følgende Rækker Kendsgærninger: 1) Skønhedsmidlerne udvikles som Regel kun i den modne Alder og hyppigt kun i Brunsttiden; 2) de forsvinder mer eller mindre ved Gildning; 3) de benyttes altid under Frieriet og kun under det; 4) og altid i Hunnens Nærværelse; 5) de synes at bedaare Hunnen, saa den foretager sit Valg. Rent bortset fra Spørgsmaalet om Rigtigheden af disse „Kendsgærninger", og de synes ikke alle at være lige paalidelige, maa det dog siges, at de fleste af dem stem- mer godt ogsaa med Wallaces Opfattelse. Men til en rigtig Vurdering af Stridsspørgsmaalet maa man tillige