Udviklingslære

163 være opmærksom paa, at Romanes’ og Darwins Bevis- førelse lider af logiske Mangler. Man anfører, at visse Dyr har Skønhedssans, der sætter Spor efter Parringen, og at andre Dyr foretager et æstetisk Parringsvalg, medens de iøvrigt ikke vides at lægge Skønhedssans for Dagen. Den opstillede Lære vilde unægtelig vinde i Sikkerhed, saafremt man kunde paavise, at de æstetiske Parringsvalg var tydeligst hos de Dyr, der ogsaa ellers udviste Skøn- hedssans, saafremt man t. Eks. kunde paavise, at hos den haveanlæggende Fugl (Amblyornis inornata) valgte Hunnen først sin Mage efter at have undersøgt, hvilken Han der kan anlægge den smukkeste Rede og Have. Men dette er jo ikke Tilfældet. Haveanlæget og Rede- udsmykningen lader sig derimod vel forklare efter Spen- cer-Wallaces Teori. Der er noget meget bestikkende ved Romanes’ Fremgangsmaade, idet han først viser, at der findes Skønhedssans i Dyreverdenen, og dernæst hævder, at naar en saadan Sans findes, maa den ogsaa medvirke ved Valget af Magen. Denne Slutning kan være rigtig, men den berettiges næppe ved det fremlagte Bevismateriale. Medens Teorien om den naturlige Udvælgelse angaar hele den organiske Verden, har Teorien om den kønslige Udvælgelse en langt mere begrænset Rækkevidde selv hos de Forfattere, der er dens ivrigste Forsvarere. Den gælder ikke for de Organismer, der er saa ringe udviklede, at man umuligt kan tillægge dem æstetisk Smag. Den maa altsaa begrænses til de højere Dyr. Men disse har paa ingen Maade Privilegium paa Skønhed. Blomsternes, Søanemonernes, Koraldyrenes Farvepragt kan ikke hen- føres til noget Parringsvalg; derimod kan den hen- føres til den naturlige Udvælgelse. Ti hvor Insektbestøv- ning finder Sted, er det en Fordel for Planten, at dens Blomster er iøjnefaldende, og er dens Frugter tunge, da er det ligeledes en Fordel, naar de ved deres Farve kan tiltrække sig Dyrenes Opmærksomhed og ved disses Hjælp faa Frøene spredt over større Strækninger. Ogsaa Bladenes og Blomsternes Form kan i mange Tilfælde 11*