Udviklingslære

164 henføres til Nytteprincippet, og det samme gælder Grenenes Stilling, der bliver bestemmende for Bladenes Paavirkning af Lys og Luft. Hos de laveste Dyr kan det være vanskeligt at for- klare Skønhedsdannelserne. De kan ikke forklares ved kønslig Udvælgelse og i mange Tilfælde kun indirekte ved naturlig Udvælgelse. Set fra et æstetisk Standpunkt er de tilfældige. Den straalende Farve, som Blodet har i Pulsaarerne, kan have stor Værdi for Aandedrættet, men den har ingen direkte æstetisk Værdi. Men naar skjulte Farver kun er fysiologisk nødvendige, da kan dette ogsaa være Tilfældet med synlige Farver. Skønheds- dannelserne kan altsaa enten skyldes naturlig Udvælgelse, eller Dyrenes Smag, eller et Tilfælde. Umiddelbart før sin Død ytrede Ch. Darwin i et Møde i det zoologiske Selskab: „det maa maaske være mig tilladt at sige, at efter omhyggeligt og saa godt som jeg formaar at have overvejet de Indvendinger, der er rejste mod Læren om Parringsvalget, vedbliver jeg at være fast overbevist om dens Sandhed." Man maa da i høj Grad beklage, at det ikke blev ham forundt at imødegaa Indvendingerne. Blandt Wallaces Indvendinger er der én, som selv Romanes erklærer, at han ikke kan imødegaa. For at de smaa Forandringer i Skønheds- egenskaberne kan blive til de stærkt fremtrædende Skøn- hedsdannelser, maa de nedarves og lidt efter lidt forøges fra Slægtled til Slægtled. Ogsaa Læren om den naturlige Udvælgelse forudsætter en saadan Ophobning af smaa Variationer, der alle gaar i samme Retning; men Læren om et Parringsvalg forudsætter tillige, at Hunnernes Smag har holdt sig ensartet gennem et betydeligt Antal Slægtled. „De smaa Forandringer i Hunnens Hjærnebygning, der har bevirket, at den foretrækker en Farvevariering for en anden, maa gennem lange Slægtled være gaaet i samme Retning." Fysiologisk kan dette maaske forklares, næppe ud fra Antagelsen af en Skønhedssans.