Udviklingslære

183 teorien blev opgivet, begrænsede man sig til den Paa- stand, at alle Organer dannedes samtidigt; det ene dan- nedes ikke før det andet; og endnu langt ind i det 19de Aarhundrede finder vi en Mand som Flourens (d. 1867) forsvare den overleverede Lære: „Det ny Væsen dannes med ét Slag, som en Helhed, øjeblikkeligt; det er ikke dannet Del for Del og til forskellige Tider. Det er dannet paa én Gang, i det enkelte, individuelle øjeblik, i hvilket Forbindelsen af det mandlige og det kvindelige Element finder Sted." Den moderne Udviklingslære gav en ganske anden Forklaring af dette Forhold. Den paaviste, at der ofte er et snævert Forhold mellem de Forandringer, der af- sløres ved en kronologisk ordnet Række forstenede Organismer, og de Forandringer, Nutidens Dyr gennem- løber i Fostertilstanden. De nulevende Hjortdyrs Takker danner saaledes en Slags Gentagelse af Takkernes Byg- ning hos de successivt uddøde Hjortarter. At sligt var Tilfældet, kunde heller ikke undre, ti selv om ny Egen- skaber dannes i Tidens Løb og nedarves, saa vilde det ikke kunne ventes, at ældre Egenskaber, der i maaske tusind Slægtled havde været gavnlige for Dyret, skulde forsvinde pludseligt, som med et Trylleslag. Hvis der- imod den enkelte Organismes Udviklingstrin i Hoved- trækkene følger de Trin af Udvikling, som de forud- gaaende Slægtled har gennemlevet, da vilde dette ikke være paafaldende. De skiftende Omdannelser maatte da vise sig hos det ny Individ paa den Maade, at de dybest liggende og længst nedarvede Ejendommeligheder sporedes før de senere tilkomne og i kortest Tid nedarvede. I det foregaaende Eksempel svarer Udviklingen fra engrenet Tak til togrenet, tregrenet, firgrenet osv., til den Udvikling, vi finder hos de forstenede Hjorte, saaledes at Hjorte med engrenede Takker findes i de ældre Jordbundslag, med togrenede Takker i noget yngre Lag, med tregrenede Takker i endnu yngre og saa fremdeles. Men det meste af et Individs Udvikling foregaar — i hvert Tilfælde hos