Udviklingslære

187 dets Udviklingshistorie. Afstamningslæren forklarer, siger R. Bergh, Fostrets Forhold som fremkomne ved en Veksel- virkning af to Faktorer: Arvelighed og Ny tilegnelse, og det er blevet en Hovedopgave for Fosterlæren at udskille de Fænomener, der hidrøre fra Arvelighed, fra dem, der grunder sig paa Nytilegnelse. Hvert Individs Udvik- ling kan betragtes som en kort og sammentrængt Gen- tagelse af Slægtens, og den er desto fuldkomnere, jo stærkere Arvelighedselementet gør sig gældende overfor Nytilegnelseselementerne. Er denne Opfattelse rigtig, da kan vi af Fostrets og Kimens Udvikling lære Grundtrækkene af Stammens Udvikling og jævnføre Resultatet med det Grundtræk af Stammens eller Typens Historie, der gives af Forstenings- læren; kun bør det erindres, at de enkelte Udviklingstrin ikke alle er lige fremtrædende hos Fostre af hvilken- somhelst Art; nogle Trin følges bedst hos Fostrene af en Art, andre hos Fostrene af en anden Art. Der findes en Salamander, som adskiller sig fra de andre Arter ved udelukkende at leve paa Jorden; dens Fostre har imidlertid Gæller, der er saa fuldstændig udviklede, at hvis Ungen kort før Fødslen fjærnes fra Moderen og sættes i Vandet, da vil den kunne aande der, og den vil svømme lystigt om, medens dens Forældre vilde drukne, saafremt de sættes i Vand. Man slutter heraf, at denne Art i sin Tid er gaaet over fra at være Vanddyr til at være Land- dyr, idet Gællerne i Tidens Løb er bievne mindre og mindre og til Slut kun har efterladt sig uvæsentlige Spor. .Efter v. Baer fremhævede Darwin, at Pattedyrenes, Fugle- nes, Salamandrenes og Snogenes Fostre i deres tidlige Tid i overordentlig Grad ligner hverandre; men selv efter at Pattedyrfostrene har naaet en saa stor Udvikling, at de kendeligt adskiller sig i Form fra de andre, vedbliver Fostrene af de forskellige Pattedyrarter endnu i nogen Tid at ligne hverandre, og der skal kendelig Tid til, inden Menneskefostret adskiller sig mere paafaldende fra Hundefostret. „Naar man forestiller sig, at et Menneske