Udviklingslære

Rigtigheden af en saadan Formodning; al Omdannelse foregaar i samme Tilværelse, udgør en Del af samme Proces og styres af samme Love. Han skyder derved Skabelseslæren bort fra alle Udviklingsomraader, og det synes da ogsaa, at hvor denne Lære viser sig i vore Dage, har den skiftet Form, er blevet mindre massiv, og begrænses væsentlig til en Formodning om, at Tingene ved deres første Begyndelse er skabt med Udviklings- muligheder, hvilke udformes ad naturlig Vej. Bliver en saadan teologisk Resignation almindelig, da muliggøres derved om end ikke en Udsoning saa dog en Freds- tilstand mellem Udviklingslæren og Skabelseslæren; ti hin beskæftiger sig ikke med Sporgsmaalet om Tingenes første Begyndelse; den fordrer blot Erkendelse af, at de nuværende Forhold i Naturen og Samfundslivet er frem- gaaede som Følge af naturlige og lovbundne Kræfters Virk- somhed. Hvis derimod Skabelseslærens Tilhængere ikke blot antager, at Tingenes første Begyndelse er skabt, men tillige, at Tingene er udformede ved særlige Skabelsesakter, altsaa springvis, saa at de enkelte Egenskabers Fremkomst ikke er en nødvendig Følge af de tidligere og samtidige Naturfænomener, da kan de vel være Tilhængere af en Lære om Organismernes Omdannelse, men ikke af en Lære om deres naturmæssige Udvikling. Ved at undersøge de Kendsgærninger, der behandles af de konkrete Videnskaber, mener Spencer at kunne sige, at alt er dannet ved, at Materien samler sig og Be- vægelse samtidig taber sig. Saaledes viser Stjærnesyste- mernes og vort Solsystems Opstaaen af Urtaager, at efter- haanden som Udviklingen skrider frem, vedbliver Stof- massen ganske vist at være den samme, men de enkelte Dele slutter sig tættere og tættere sammen, hvorved dens selvstændige Bevægelse hæmmes. Det selv samme Fæno- men finder vi i Jordskorpens tiltagende Fasthed og i