Udviklingslære

292 Udviklingslæren søger ikke blot at gøre Mennesket stærkere, den søger ogsaa at gøre det bedre, idet den paaviser, hvorledes under Udviklingens Løb oprindelig Egenkærligked kan omdannes til Næstekærlighed. Den kommer derved til at opstille et naturligt Ideal, hvis gradvise Virkeliggørelse er mulig. Ti det enkelte Menneskes Selvopdragelse styres af de samme Love, der har ført Menneskeslægten frem i Kultur. Ulydighed mod Natur- lovene vil hævne sig saavel for det enkelte Menneske som for Menneskeslægten; disse Love virker uafhængigt af Ofringer og Ceremonier. Endvidere viser den, at Sam- fundsdannelsen er den Kilde, af hvilken den sociale Ulighed er fremgaaet, og at man, ved at lade den videnskabelige Undervisning blive Grundlag for alle Menneskers Op- dragelse, kan forene dem i ét Idefællesskab. Den sociale Ulighed bortfjærnes altsaa paa det pædagogiske Omraade ved at løfte de Samfundslag, hvis Udvikling er mest hæmmet. I Aaret 1852 lærte Herbert Spencer og Charles Darwin hinanden at kende; Spørgsmaalet om Arterne frembød da endnu for Darwin Vanskeligheder, som han ikke mente at have gennemdrøftet. Spencer havde allerede dengang overvundet disse Vanskeligheder, og Darwin sluttede sig senere nær til ham. 1858 skriver han til Spencer i Anledning af dennes Essays: „Deres Bemærkninger med Hensyn til det almindelige Argument for den saakaldte Udviklingslære synes jeg er ypperlige. Jeg arbejder nu paa et Uddrag af et større Værk om Arternes Forander- lighed; men jeg behandler kun Æmnet som Naturforsker og ikke fra noget almindeligt Synspunkt, ti den Side har De efter min Mening behandlet saa glimrende, at det ikke kunde gøres bedre, og jeg kunde med stort Udbytte have citeret Dem“ (25/xl 58). 10. November 1866 skriver han om Spencer, at han føler sig ringe ved Læsningen af dennes Skrifter; han vilde glæde sig ved at opdage, at Spencer var dobbelt saa skarpsindig og dygtig, som han selv, men han krænkes ved at føle, at Spencer er ham