Udviklingslære

291 universel Udspredning. Altsaa skiftende Tidsrum af Ud- vikling og Opløsning, behersket af de samme Principer, men uensartede med Hensyn til Resultaternes Fremtræden. Det Maal, som Spencer satte sig, har han naaet ved at føre Naturprocesserne saa langt tilbage, at han har set hele Tilværelsen under et eneste Synspunkt og derved muliggjort en Forbindelse mellem Fagvidenskaberne. I en omfattende Forfattervirksomhed drøfter han Forholdene i den organiske Verden, i Bevidsthedslivet og i Samfunds- livet ud fra det Synspunkt, at al Forandring er en Om- fordeling af Stof og Materie. Om dette Synspunkt er omfattende nok, om der ved Siden af det kan gøres andre gældende, og selve Udviklingslæren undergaa en Opløsning, maa Tiden vise. For os har imidlertid denne Lære den Værdi, at Udviklingsloven paa én Gang forener og for- tolker alle Sider af Tilværelsen. I det Øjeblik Spencer viser, at saavel Jordkloden som hele det mangeartede Liv, der rører sig paa den, beherskes af Udviklingens Lov, har han sejrrigt bekæmpet alle unyttige og resultatløse Be- stræbelser for at komme udenom Naturen og dens Love. Han har gjort det indlysende for Menneskene, at der kun er én Vej fremad, nemlig det tiltagende Kendskab til og derigennem det tiltagende Herredømme over Naturkræfterne. Begrænser man sit Blik til Samfundslivet og Samfundets Anliggender, da møder man ogsaa der den samme jasrn- haarde Fordring. Kendskab til Samfundskræfterne er Betingelse for at kunne anvende disse Kræfter. Saafremt Samfundsbevægelserne ledes af Loven om det største Stød og den mindste Modstand, da maa baade Stødet og Mod- standen beregnes, hvis man ikke vil se sit Arbejde spildt. Saafremt Loven om Kræfternes Mangfoldiggørelse ogsaa gælder paa det sociale Omraade, da maa man i hvert Tilfælde dog i nogen Grad kunne overse disse forøgede Fremtrædelsesformer, hvorunder Samfunds-Kræfterne kan optræde, hvis man ikke ved sine Bestræbelser skal frem- kalde Energiytringer, som man ikke havde ønsket. 19»