Udviklingslære

290 sin største Sammenhæng og have straalet Overskudet af sin indre Bevægelse ud i Rummet. Skal vi da tænke os, at alt ender med Død, fuld- stændig Hvile, og at der gives et uendeligt Rum, i hvilket hist og her findes udslukte Sole, der bestandig vedbliver at være udslukte og uforandrede? Dette Spørgsmaal kan kun besvares ved Hjælp af Formodninger. Spencer an- tager, at universel, fuldstændig og uforanderlig Ligevægts- tilstand aldrig vil indtræde. Al Ligevægtsstræben er, saa- vidt vi kan efterspore den, relativ. Selv om der indtraadte Ligevægtstilstand i vort Solsystem, vilde denne Tilstand dog kun være relativ, ti Solen bevæger sig gennem Himmelrummet med en daglig Hastighed af en halv Mil- lion Mil, og dens Bevægelse foregaar i samme Retning som andre Stjærners. Da nu alle Stjærner er Tyngde- centrer, kan det formodes, at de tiltrækker hverandre; deres nuværende Fordeling i Rummet vil i saa Faki undergaa Ændringer i Retning af en fremadskridende Koncentrering. Stjærnerne vil vedblive at nærme sig hverandre, at opsluge hverandre. Den synlige Bevægelse vil da være omdannet til en usynlig; Stjærnernes Stof eller Materie vil blive omdannet til en næsten ufattelig Tyndhed, der breder sig overordentlig vidt, og for hvert nyt Stjærne-Sammenstød dannes saaledes et Stof, der gør Modstand mod de andre Stjærners Bevægelse, hvorved paa engang Koncentreringen og Opløsningen fremmes. De saaledes opløste Masser sendes atter ud i Rummet med netop samme Styrke, som den, hvormed de tiltrak hverandre, og da begynder en ny Udvikling. En Be- tingelse for, at Opløsning og Udvikling uafladelig skal afløse hinanden, er det dog, at Summen af Molekulernes Bevægelse uafladelig er uforandret; om denne Betingelse er til Stede, vide vi ikke. Men trov vi det, da er vi ogsaa nødt til at antage umaadelig lange Tidsrum, i hvilke Tiltrækningskræfterne har Overtaget og bevirker en Koncentrering, og andre umaadelig lange Tidsrum, i hvilke Frastødningskræfterne har Overtaget og bevirker en