Udviklingslære

289 Dele, Molekulerne, befinder sig i en stadig Ligevægt og afsluttes derfor let. De fleste uorganiske Masser, der har opnaaet for- tættede Former, rummer forholdsvis ringe bunden Bevægelse •og bestaar længe uden at gennemgaa nogen større For- andring. En saadan Masse maa for atter at blive opløst optage saa megen Bevægelse, at der kan hengaa en længere Tid, inden der i Omgivelserne indtræder saa store For- andringer, at de kan meddele Massen den til Opløsningen fornødne Bevægelsesmængde. Dog forekommer i den uorganiske Verden Masser, der tilbageholder en stor Mængde Bevægelse og som derfor let opløses (Vædsker og flygtige faste Stoffer). Den Hurtighed, med hvilken de opløses, staar altid i ligefremt Forhold til den Mængde Varme eller Bevægelse, de modtager fra Omverdenen. Hvad enten der medgaar kort eller lang Tid, kan det imidlertid siges, at enhver uorganisk Masse, der opløses, hvad enten det er en Krystal eller en Bjærgkæde, altid gennemgaar i omvendt Orden de Forandringer, den undergik i Løbet af sin Udvikling; den vil til sidst opløses i Luftform og dermed fuldende sit Kresløb. Helmholtz har beregnet, at hvis Jorden ved et Stød stansedes i sin Bane, da vilde dette Stød medføre, at Jordens Masse ophededes til 11,400 Grader, altsaa fuldstændigt opløstes, og hvis den saaledes ophedede og for største Delen til Taage reducerede Masse derpaa styrtede ind i Solen, hvilket den ikke kunde und- gaa, da vilde den udviklede Varme blive 400 Gange saa høj. Paa den Maade vil Jorden maaske næppe gaa til Grunde; derimod viser Spencer hen til den Formindskelse i Jordens Hastighed, der skyldes Æterens Modstand; som Følge af den stadig formindskede Omløbshastighed, vil da Jordens formindskede Bane falde sammen med Solens, hvorved Jordsubstansen antager Luftform, selv om den udviklede Varme ikke bliver saa stor som Helmholtz' Tal angiver. Efterhaanden vil der ske en Sammenslutning af alle Sol- systemets Dele, og da vil Centralmassen, Solen, have naaet Udviklingslære. 19