Udviklingslære

288 en Organisation, der kan afpasse sig, bliver underkastet Indflydelse fra andre Samfund; de udsondrer sig fra Modersamfundet, udvandrer. Bliver Samfundet endnu mer udueligt til at omordne sine Institutioner, saa de kommer til at stemme med Livet i andre mer bøjelige Samfund, da bliver Antallet af de Mennesker, der kan leve under disse forstenede Forhold, faktisk mindre. Samfundet ud- tyndes altsaa dels ved Udvandring og dels ved bristende Evne til at ernære Befolkningen. Ogsaa Organismerne opløses ved Materiens Sønder- deling, der foraarsages ved udefra kommende Bevægelses- tilskud. Naar Døden er ved at indtræde, ophører Mulig- heden af at bevæge Legemet fra Sted til Sted, Lemmerne kan ikke længere løftes, Aandedrættet stanser, Hjærtets Slag ophører og dermed tillige Blodets Kredsløb. Alt dette vil blot sige, at Molekulernes Massebevægelse op- hører, og erstattes af de enkelte Molekulers særlige Bevæ- gelse. Denne er langt stærkere hos de Luftarter, der opstaar ved Sønderdelingen, end hos de halvfaste Væsker og Væv, fra hvilke Luftarterne udvikler sig. Sammen med den forøgede Bevægelse, som disse Luftarters Ud- bredning medfører indtræder en Opløsning af de Bevæ- gelser, som de sammensatte Molekuler besad. — Ved en vis lav Temperatur foregaar ingen Sønderdeling af Ma- terien; Kød kan forsendes langt i frossen Tilstand; Mammuthdyrene har holdt sig i Aartusinder saa friske, at Ulvene spiser deres Kød, naar en Krop frigøres for den omgivne fastfrosne Masse. Grunden hertil er, at en saadan indefrossen Krop ikke modtager Varme, altsaa ikke modtager synderlig Molekulærbevægelse. Omvendt kan det siges, at Opløsningen indtræder hurtigere, jo mer Temperaturen stiger. Naar Molekulærbevægelsen i den omgivende Materie er stor, modtager altsaa det døde Legeme et større Tilskud af Bevægelse til Erstatning for den, der forbruges ved Frigørelse af de Luftarter, i hvilke den opløses. Der er altsaa ved Døden indtraadt en stabil Ligevægt mellem de synlige Organer, men de usynlige