KAPITEL XV
ARVELIGHEDSLOVENE
II. SOCIALE KONSEKVENSER AF WEISMANNISMEN
Ingen tidligere eller senere Arvelighedsteori har vakt
et saadant Røre som den af Weismann fremsatte. Den
kaldte ikke blot hele Rækker af betydelige Biologer under
Vaaben som Forsvarere eller Angribere; men den satte
ogsaa de mest fremragende Sociologer, Udviklingsteoretikere
og Etikere i Bevægelse. Weisrnanns Hovedpaastand, at
Arvelighedens Basis altid ligger dybere end de Indflydelser,
der kan paavirke de flercellede Organismer, at Arven er
etableret, før de sammensatte Organismer fremkom, var
mindst af ligesaa indgribende Betydning for de sociale
som for de biologiske Videnskaber. Naar periferiske Ind-
flydelser ikke kan omordne Arvelighedsfaktorerne og saa
ledes danne en ny Arv, da maatte det blive nødvendigt
paany at optage Diskussionen om en Række af de mest
almindelige Samfundsinstitutioner og Samfundsbestræbelser;
en Mængde Ejendommeligheder, der tidligere — i hvert
Tilfælde fra Lamarcks Dage — var forklarede som ned-
arvede, maatte forklares ud fra helt andre Synspunkter.
Arv i Kraft af Brug eller Ikke-Brug er, siger Platt Ball,
mærkelig usikker og uregelmæssig i sine Virkninger.
Den formindsker nogle Legemsdele (Øjne, Kæber) eller
bringer dem helt til at forsvinde uden at formindske eller