Udviklingslære

316 undertrykke andre, der er snævert knyttede til dem (øjen- stilke, Tænder). Den gør Ændernes Ben tykkere og til- lader dem samtidigt at blive kortere; men i andre Tilfælde gør den samme Mangel paa Brug Benene tyndere uden at forkorte dem. Den forsyner nogle Vanddyrs Tæer med Svømmehud, men ikke andres, og undlader at fjærne Svømmehuden fra Dyr, der har ophørt at være Vanddyr. Hos nogle Dyr, t. Eks. Kyllinger, overfører den Vaner med vidunderlig Fuldkommenhed og paa et mærkelig tidligt Udviklingstrin. Den virker i det hele nyttigst og mest gavnligt og mest regelmæssigt paa Omraader, hvor den mindst kan skælnes fra andre kraftigere og lettere paaviselige Udviklingsfaktorer. Saa lidt viser den sin Magt paa Omraader, hvor den forholdsvis let kan kon- trolleres, at praktiske Opdrættere aldeles ikke tager Hensyn til den. Blev den fysiologiske Strid om Weismanns Lære skarp, saa blev den sociologiske Del ikke mindre; den blev allerede optaget af Weismann selv; men han fik tillige og ikke mindst i England energiske og kampberedte Stridsfæller i Platt Ball, Hitler og adskillige andre. H. Croft Hillers Hovedtanke er, at ingen, der tror paa en fremadskridende Arvelighed, kan sætte deres Tillid til en finere Udvikling af Nervesystemet og tilsvarende Æn- dringer i Hjærnebygning ved Hjælp af Opdragelse og Vane, og han havde næppe fremsat dette Synspunkt, før W. Platt Ball erklærede, at det var en nødvendig logisk Konsekvens af Weismanns Lære. Men, siger Hiller, naar det forholder sig saaledes, hvorlænge skal vi da knytte os til den Overtro, at vi kan forbedre Menneske- slægten ved vore Skoler, vore Politiforordninger til Sædelighedens Fremme, vore anti-dit- og dat-Foreninger? Vi kan ved disse og lignende Foranstaltninger ikke paavirke og forandre Typen; vi kommer gennem dem ikke længere end til Paavirkning af Individet og der- med til det af Individet paavirkede Samfund. De kan ogsaa paa den Maade være nyttige og gavnlige, men de