Udviklingslære

317 træder ikke i Forhold til Arveligheden; de sætter ikke Spor i Efterkommernes Kød og Blod. Intet Menneske kan gennem sine Anstrængelser grundlægge ny Egen- skaber hos Efterkommerne; ingen arver legemligt og sjæle- ligt mere fra Forældrene, end disse arvede fra deres, og saaledes videre tilbage i det uendelige. Individerne kan imidlertid udvikles, og de kan benytte denne Udvikling til at sætte et bestemt Præg paa Samfundet, til at ændre Samfundstraditionen. Af denne ændrede Samfundstradition præges atter den kommende Slægt. Individets Gærning gaar altsaa ikke tabt, uagtet den ikke fremtræder som Arveegenskab hos Børnene. Maaske det ikke fuldt ud tilfredsstiller Individets Egoisme, at han kun gennem sit Bidrag til Traditionen „bygger med paa den vordende 0, og bereder den Verden, som kommer"; ti han ved ikke, hvem der bliver stemplet af det ændrede Samfundsliv, om det bliver hans egne Børn eller nogle vildfremmede Men- neskers Børn; han ved kun, at hvad han har saaet, vil, hvis gunstige Forhold indtræder, engang modnes og bære Frugt. Men denne utilfredsstillede Egoisme berettiger ikke til at opstille uholdbare Hypoteser. Som én af de mest uholdbare nævner Hiller Spencers Antagelse, at en Nation kan modificeres en masse derved, at Virkningerne af dens Institutioner og Skikke overføres til senere Slægtled. Denne Antagelse har Weismann knust, ligesom han har knust de gamle Illusioner, paa hvilke Darwin for en Del byggede. Hiller kunde have tilføjet, at vi herved har naaet en ny Udødelighed, de sociale Indflydelsers, der har det til- fælles med Kimplasmet, at den strækker sig uafbrudt fra Slægt til Slægt, at den aldrig udnyttes helt og at, hvis noget af den gaar til Grunde, da er det ikke, fordi det var nødvendigt, men fordi det ikke fandt sit Komplement; ti var det sket, da vilde det have fremkaldt nyt aandeligt Liv og ny Udvikling. Men alt, der ligger mellem Kim- plasmet og den sociale Tradition, maa i Følge sin egen Natur gaa til Grunde.