Udviklingslære

325 ødelægge denne Tradition, de Elementer, der ikke er skikkede til at læmpe sig efter Omgivelserne. Ti Sam- iundet har Ansvaret for Enernes Optræden; det maa bære Følgerne af den. Samfundet har derfor Ret til at sikre sig, og Individets Paastand, at hans Moral er ligesaa god som Samfundsmoralen, har ingen Betydning, fordi Moral overhovedet ikke har Betydning, hvilket derimod „det for Samfundet hensigtsmæssige'* har. Resultatet bliver altsaa: Udryddelse af samfundsfarlige Elementer. Ogsaa en anden delvis Tilhænger af Weismann, J. Berry Haycraft, fordrer Statens bestemte Indskriden, naar Talen er om Ægteskab eller Forplantningsret. Hans Bog „Darwinisme og Raceforbedring“ foreligger i dansk Oversættelse ved Læge Larsen Utke. Haycraft indtager dog et langt forsigtigere Standpunkt end baade Weismann og Hiller, idet han mener, at lokale Egenskaber ikke kan overføres, derimod kan det ske med erhvervede konstitu- tionelle Tilstande, forudsat Blodet er inddraget deri. I Virkeligheden fjærnes hermed Grunden fra Weismanns Teori, ti nu bliver Spørgsmaalet ikke længere, om er- hvervede Egenskaber kan nedarves, men blot om, under hvilke Forhold de paavirker Blodet, saa at de kan ned- arves. „Tilegnede Kimforandringer“ bliver nu opstillet ved Siden af „oprindelige Kimforskelligheder", og konsti- tutionelle Forandringer hos Forældrene ved Siden af Naturens Valg. Ud fra dette helt ændrede Standpunkt naar han imidlertid til samme sociale Konsekvenser som Hiller. Han betragter Sygdomme som Raceforbedrere, saafremt de bevirker, at et mindre Antal svage og et større Antal stærke Børn naar frem til fuld Udvikling og til at forplante Racen. Men dette gælder ogsaa kun de Sygdomme, der angriber de svage og lade de stærke gaa fri; ti hvis baade de stærke og de svage angribes i Flæng, er Sygdommen racefjendtlig. Kan vi da forsvare vedblivende at bekæmpe Tuberkel- baciller og andre Mikroorganismer, der yder Menneske-