Udviklingslære

354 Det er derved godtgjort, at en af Moderen erhvervet Egenskab kan overføres til Børnene, og at der er en Vekselvirkning mellem Kimcellerne og Vævcellerne. Prosch gør sig nærmest til Talsmand for den Antagelse, at det er Fostret, der paavirker Moderen. Efter engelske Kilder anfører han følgende Udtalelser: „Naar et Hundyr af ren Race er blevet drægtigt ved et Handyr af anden Race, saa er det saaledes befrugtede Dyr for bestandigt en Blanding, og Renheden af dets Blod er uigenkaldelig tabt ved Forbindelsen med det fremmede Dyr.“ „Det er der- for indlysende, hvor vigtigt det maa være for en Op- drætter, der søger at udvikle og forbedre sin Race, at han vælger sine Handyr med Omhyggelighed, og især det, der anvendes til et Hundyrs første Befrugtning, eftersom dette Handyr ofte sætter sit Præg paa alt det Afkom, som Hundyret hele sit Liv igennem maatte faa.“ Derefter tilføjer han, at den Opfattelse, som nogle mener at kunne blive staaende ved, er at søge Forklaringen i den inderlige Forbindelse, i hvilken Moderen lever med Fostret under hele Drægtighedstilstanden. Gennem Fo- strets Vekselvirkning med Moderorganismen stemples denne af Handyret. Hvis dette er rigtigt, da maa det antages, at jo hyppigere Hunnen befrugtes af Hannen, desto mer præges den af denne; der uddanner sig altsaa en nærmere Overensstemmelse mellem Hundyret og Handyret, hvorved de senere fødte Unger kommer til at ligne Faderen mere end de tidligere fødte. Som Støtte for denne Antagelse henviser Prosch til den Forkærlighed, som Sagn og Æventyr lader Faderen have for det yngste Barn. Prosch har vistnok sluttet sig til den bedste af de herhjemme kendte Teorier, da han (1872) anden Gang udgav sin Bog. Men den givne Forklaring passer hverken paa de ovenanførte Eksempler eller paa et senere offentlig- gjort: I den zoologiske Have i London var et vildt Æsel af én Art Fader til et Føl, der fødtes af en Moder af en anden Art. Den senere Fader var af samme Art som Moderen; desuagtet kom deres Føl, der fødtes 1892, til