Udviklingslære

355 at ligne hin første Art. Hos Planterne er det tilmed utvivlsomt, at Støvet udstrækker sin Indflydelse endog til Hunblomstens Stilk, at altsaa Arvestoffet direkte paavirker Plantevævet. Ogsaa Spencer havde sat sig i Forbindelse med amerikanske Videnskabsmænd, og de Erklæringer, der indkom, gik ud paa, at det var en al- mindelig Antagelse, at en hvid Kvinde, der først havde faaet et Barn med en Neger, vilde i senere Ægteskab med hvide faa Børn, der bar Spor efter hendes første Elsker. Dernæst satte Spencer sig i Forbindelse med Hundeopdrættere, og disse bekræftede Sagen for Hundenes Vedkommende. En Gravhund fik Hvalpe med en om- strejfende Hyrdehund; næste Aar kom den kun sammen med en anden Gravhund, desuagtet lignede Hvalpene nok saa meget Hyrdehunden som deres Fader; atter det følgende Aar bragtes den kun sammen med en anden Gravhund, og dog blev Resultatet som det foregaaende Aar. Ikke faa tilsvarende Tilfælde er konstateret for Hundenes Ved- kommende, saa Spencer mener at kunne sige, at for Mennesket, Hesten, Hunden og Svinet er Sagen utvivlsom. Adskillige Forfattere og mellem dem L. V. Oppermann mener i de anførte Tilfælde kun at finde et Sammentræf af tilfældige Omstændigheder; nævnte Forfatter kalder Telegonien for Nedarvningslærens Søslange. Som et Spørgsmaal, der har været ligesaa omstridt som det ovennævnte, indskyder vi her Spørgsmaalet om Arvelighedsforholdet ved Ægteskab mellem nærbeslægtede. Vanskeligheden ved at undersøge dette Forhold rejser sig ikke saa meget fra manglende Kendsgerninger som fra de Fordomme, der her har omgivet Undersøgelserne med en næsten uigennembrydelig Mur. Jo ufornuftigere en For- dom er, desto vanskeligere er den at bekæmpe, thi desto mere hviler den paa en Grund, henover hvilken logiske Argumenter glider sporløst. Det er saaledes mærkeligt, at Religionen, der lader Menneskeslægten nedstamme fra et enkelt Par, ikke knæsætter Tanken om Ægteskab mellem 23*