Udviklingslære

375 Apopleksi. Skyldes nu denne Dødelighed i Søskende- kresen særlige fysiske og sjælelige Forhold, der hos Goethe var kombineret paa heldig Maade? — Byrons Fader var tøjlesløs og ødsel, Moderen yderst lidenskabe- lig; Sønnen havde saavel legemligt som sjæleligt et Særpræg. Viser det sig imidlertid paa Grund af denne „Ta- lentets Forvandling'1 vanskeligt at forudsige, i hvilket Ægteskab et fremragende Menneske kan fødes, saa bliver Teorien om en Borteliminering af visse Klasser Mennesker umulig at opretholde i Kraft af Arvelighedshensyn. Det ny ved Weismanns Lære bestod i den Opfattelse, at alle Nydannelser fremkom ved Determinantspaltning i Kim- cellerne. Ingen Mennesker kan imidlertid forudse, hvor- ledes en saadan Determinantspaltning kan falde ud; følgelig kan heller ingen forudse, overfor hvilke Mennesker man skal nedlægge Forbud mod Forplantning. Det er med Rette, at Weismannianerne regner med den uens- artede Nedarvning, alle regner med den; men det er med Urette, at de glemmer dens Tilværelse, naar de drager de sociale Konsekvenser af deres Lære. Med ligesaa stor Uret glemmer man den, naar man nægter erhvervede Egenskabers Nedarvning. Lettere Ændringer i Organismens Tilstand bliver maaske kun undtagelsesvis faste; i Reglen har de vel deres Betydning ved Dannelsen af Fornyelses- og Udviklingstilstande. De kan derfor være vanskelige at efterspore; men fordi man ikke finder dem under den ventede Form, maa man dog være betænkelig ved at paastaa, at de slet ikke er der, saa meget mere som det er sikkert, at de kan optræde under den ventede Form. „Enhver Tillæmpelse i Or- ganismens Forhold til dens Omgivelser overføres til Or- ganismen som en ny Ligevægtstilstand, som en mer eller mindre kendelig Variering, men altid som en reel“ (Harraca), og den kan som saadan faa Betydning ogsaa for Efterkommerne. Hovedbeviset for, at Tillæmpelsen virkelig faar en saadan Betydning, søger Galton i den