Udviklingslære

396 Kræfter, der sikrer den uafbrudte, kontinuerlige Nedarv- ning, og de Kræfter, der gør hvert Individ til noget in- dividuelt, noget fra alle andre varierende. Endelig maa det erindres, at Arveanlægenes Udvikling beror paa Tu- sinder specielle Paavirkninger og Omstændighedskombina- tioner, og som det altid er vanskeligt at spore sammen- satte Interesser tilbage, saaledes kan det ogsaa være vanskeligt at spore Arvelighedsmomenterne tilbage, og dog maa det gøres for mulig derved engang at komme til at forstaa Vejen fremad. Enhver fordomsfri Beskæf- tigelse med Arvelighedslæren vil let føre ind paa Spørgs- maalet om denne Læres Anvendelse, om det Maal, som det vil være heldigst for Efterverdenen at naa ved Æn- dringer i de fysiske Forhold eller i Traditionen. For at besvare dette Spørgsmaal er Kendskab til de virkelige Forhold nødvendigt, og dette Kendskab vil altid vise, at det ikke blot er Sygelighed og Elendighed, der udgør Arvelighedslærens Omfang, men at denne Lære i nok saa høj Grad beskæftiger sig med de sunde, fremaddrivende Kræfter. Det kan da ikke undre, at Weismannianerne saa energisk drog de sociale Konsekvenser af deres Lære; ogsaa Spencer har i sin Lære om Samfundsudviklingen draget saadanne. Slige teoretiske Konsekvenser skal man ikke frygte, i hvilken Retning de end gaar, ti de kan aabne øjnene for mange hidtil oversete Vanskelig- heder og hidtil ukendte Forhold. Det maa blot forlanges, at de hviler paa et Grundlag af Resultater. I den Hen- seende maa man fremhæve som noget, der er udenfor enhver Mulighed for Tvivl, at hos de éncellede Organismer nedarves erhvervede Egenskaber, og der har endnu ikke været nogen, der paastod, at de Love, der styrer disse Organismers Livsvirksomhed, var andre end de, der styrer de flercellede Organismers. Dantec bemærker meget elskværdigt, at Weismann burde have givet Afkald paa sit geniale System, saasnart han opdagede, at dette maatte føre til Fornægtelse af erhvervede Egenskabers