Udviklingslære

402 Undersøgelsernes egen Skyld, for Klarhedens Skyld, for Sandhedens Skyld. Han førtes tidligt ind i sociale Undersøgelser (se S. 262 flg.), der næsten var Tidens Modeundersøgelser, og der gennem Comtes Virksomhed (S. 269 flg.) havde vundet en Fasthed, som havde hævet dem over tidligere Tiders tomme, utopiske Spekulationer. Men helt bortset herfra var Opmærksomheden i saa høj Grad ved Dar- wins Skrifter bleven henledt paa Samfundsudviklingen, at denne nødvendigvis maatte komme til at indtage en fremtrædende Plads i et System, der behandlede den universelle Udvikling. Darwin og hans Disciple havde nemlig ikke blot anbragt Mennesket paa Plads blandt de øvrige Organismer, de havde tillige undersøgt de men- neskelige Instinkters Oprindelse, paavist, at Moralen ikke satte nogen skarp Grænse mellem Menneskene og Dyrene, idet man ogsaa hos disse sidste fandt moralske Egen- skaber som Hengivenhed, Trofasthed og Taknemmelighed, og tillige paavist, at hos mange Dyr var Samfundsfølelsen mindst ligesaa udviklet som hos Mennesket. Det var netop en af Darwins store Fortjenester, at han søgte vore moralske Tilskyndelsers Oprindelse i Familiefølelsen, i den Følelse, der bringer Forældrene eller dog Moderen til at beskytte Ungerne og i den Sags Tjeneste udvikle Mod, Taalmodighed og ømhed. Det fortjenstfulde heri ligger ikke blot i den klarere Forstaaelse af Moralens Væsen, men tillige i den Sympati med Naturen, som han derved skabte, en Sympati af er. ganske anderledes ædruelig Beskaffenhed end den, der laa til Grund for Rousseaus og hans Samtidiges Naturdyrkelse. Vi ser nu, hvad vi ikke før saa, at de uciviliserede Menneskers Liv, „Livet i Naturtilstanden", i og for sig hverken er godt eller slet, men en Tilpasning efter givne Udviklings- betingelser. Idet Mælkekirtlen i Moderens Bryst op- fattes som en af Grundpillerne for Moralen, er der aabnet Mulighed for at se Dyrets Forhold til Ungerne og Mode- rens Forhold til Barnet under samme Synsvinkel, og