Udviklingslære

403 denne maa med Nødvendighed ogsaa blive fælles for de af disse Forhold følgende Konsekvenser. I Forbindelse hermed staar den ny Opfattelse af Smærten, Lidelsen, der blev en nødvendig Følge af Ud- viklingslæren. Denne Lære har aldrig hævet Smærten til Dyd, men betragter den som et Faresignal, hvilket Na- turen foranlediger, naar Tilpasningen til Omgivelserne ikke er tilstrækkelig stor. Skraber man Huden af Skinne- benet, da advarer Smærten os og bringer os til at und- gaa Gentagelse; fryser vi, da advarer Smærten os; sulter vi, da bringer Smærten os til i Tide at opsøge Føde. Dette Faresignal, der er det første Onde, som Men- neskeslægten lærer at kende, og der overalt opfattes som et Onde, rummer i sig en mægtig Tilskyndelse til Frem- skridt for atter at tilvejebringe den tabte Ligevægt, i hvilken man stod til de omgivende Livsbetingelser. I vor Stræben efter at tilvejebringe den ledes vi af vore Instinkter, der i Tidernes Løb er bievne paalidelige Førere under Livets almindelige Hændelser, idet de Or- ganismer, der besidder uheldige Instinkter, bukker under i Kampen for Tilværelsen; den naturlige Udvælgelse er dem ugunstig. Vi er hermed komne langt bort fra den gamle Opfattelse af Menneskets Sjæl som Skuepladsen for to modsatte Magter: ondt og godt. Udviklingslæren har borttaget disse Kræfter fra Mennesket som fra Naturen og gjort dem til uensartede Udformninger af vore Grundinstinkter. Det er Udformningen af disse Instinkter, der bestemmer Individets moralske Værdi. Man havde tidligere fordret Undertrykkelse af alle selviske Tilskyn- delser, man havde anbragt ethvert naturligt Instinkt paa Urettens Side, betegnet det som noget ondt; Darwins Reform paa dette Omraade kom til at bestaa i, at han ydede sin energiske Støtte til dem, der lod det gode stamme fra vore egne. Instinkter, idet han henførte dets Oprindelse direkte til den varme, smukke Moderfølelse, til Familiefølelsen, til det som man i det syttende Aar- hundrede kaldte „Selskabstrangen'1, og lod de højere In- 26*