Udviklingslære

404 stinkter udvikle sig fra de lavere i Stedet for at betragte dem som absolut uforenelige med disse. Med Rod i vore Instinkter har Moraliteten vundet sin Indflydelse i Kraft af den stærkeres Ret, og den behøver ingen Protek- tion af virkelige eller- foregivne Avtoriteter, ti den skaber selv de Forhold, der tjener til dens Beskyttelse, og Sagen er snarere den, at Avtoriteterne maa søge Støtte i Mo- ralen, saafremt de ønsker, at deres Avtoritet skal blive af Varighed. Læren om den biologiske Udvikling havde godtgjort, at der i Tilværelseskampen udvikles andre Egenskaber end Hyænens; Naturlivet fører ikke udelukkende til Raa- hed. Det kan i det Hele være tvivlsomt, om der fra In- dividet er fremkommet noget mere dybtgribende Udvik- lingsprodukt end den Godhed og Hensynsfuldhed, der har sin Rod i vore naturligste Instinkter. Disse Egen- skaber aabner i Kraft af deres Varighed Vej for solide Allianceforhold; de retfærdiggør sig selv ved de Følger,, som de medfører. Det hensynsfulde Menneske kan ud- nyttes, misbruges, skydes til Side af det mere selviske, men rammes denne af Uheldet, da staar han langt mer ene, langt mere isoleret end hin. Anlægges Livet saa- ledes, at man stoler fuldt paa sine egne Kræfter, da staar man uden Støtte, naar disse Kræfter ikke længere slaar til. Med en Forgænger som A. Comte, der havde gjort Menneskesamfundets Historie til et nødvendigt Supplement til den almindelige Udviklingslære, og med en Samtidig som Ch. Darwin, der udjævnede de sidste Kløfter mellem Opfattelsen af Menneskets Udvikling og af Udviklingen i den øvrige organiske Verden, blev det let for Spencer at fastholde sine Udviklingsloves Gyldighed ogsaa for Fremskridtene paa det sociale Omraade. Han lod det sociale Fremskridt bestemmes af samme Hensyn som Fremskridtene i den organiske Verden, det vil sige al en Række Forandringer i Virkemaade og Bygning. Sam- fundsfunktionerne og Samfundsbygningen viser Frem-