Udviklingslære

405 skridtets Grad. Som enhver anden Organisme er det fremspirende Menneskesamfund yderst simpelt i sin Byg- ning og i sine Opgaver; jo flere og jo større Opgaverne bliver, desto fastere og desto mere sammensat bliver Samfundsorganismen, desto højere Udviklingstrin indtager den. Det er disse Udviklingstrin, som Sociologien skal vise os, idet den spænder over hele Samfundslivet fra Livet i den mest primitive Horde til Livet i den højest kultiverede Stat. Spørgsmaalet om Samfundets Oprindelse er derimod ikke det væsentligste, ligesaalidt som Spørgs- maalet om Cellens Oprindelse er det væsentligste for Biologien, og ligesaalidt som det er det væsentligste for Fysiken at paavise Atomernes Oprindelse. Overalt spørger man om Aarsagen til de indtrufne Forandringer og om de Love, der styrer Forandringerne; ti Kendskabet til Aar- sagerne og deres Love giver os en Forstaaelse af Fæ- nomenerne, som ingen Oprindelses-l eori vil være i Stand til at give os. Det tidligste Glimt, som vi formaar at kaste paa det primitive Menneske, viser os dette levende under de samme Betingelser som Dyrene; det besad disses In- stinkter og Lidenskaber, det var som de behersket af sine Sanser; det kendte intet til Moral, men tilfredsstillede i Overensstemmelse med sin Bygning de naturlige Tarv, som det var nødvendigt for det at tilfredsstille, de sociale Baand, der indbyrdes sammenknyttede Menneskene, var svage; Samfundet var i den samme flydende Tilstand som Verdensrummets Taager før Planeternes Dannelse. Hvorledes kom det nu ud af denne Tilstand? Til Be- svarelse af dette Spørgsmaal kan man henvise til Dyrene, hvor det stedse er de to Naturinstinkter: Selvopholdelses- instinktet og Raceopholdelsesinstinktet, som i deres Ytringsformer afgør, om et Dyr skal væsentlig leve for sig selv, eller skal leve i Flok sammen med andre. Har et Dyr de fornødne Kamp- og Beskyttelsesvaaben, saa det kan klare sig selv, da lever det alene; de andre Dyr lever i Flokke. Af alle Dyr er Mennesket det, der er mindst i